Den amerikanske præsident, Donald Trump, har tirsdag trukket USA ud af atomaftalen med Iran, men det ændrer ikke på, hvor Danmark står.
Det slår udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) fast i en udtalelse kort efter Trumps tale tirsdag aften.
- Dagens melding fra USA ændrer ikke på, at vi fra dansk side og europæisk side fortsat bakker op om atomaftalen, skriver ministeren i en skriftlig kommentar.
- Derfor beklager jeg den amerikanske beslutning. Aftalen har sikret gennemgribende overvågning og inspektioner af Irans civile atomprogram og er central for vores sikkerhed, lyder det endvidere.
Ministeren pointerer, at aftalen har sikret en gennemgribende overvågning af Irans atomprogram og derfor er vigtigt for den danske sikkerhed.
- Fra dansk og europæisk side ønsker vi at holde fast i atomaftalen, så længe IAEA (Det Internationale Atomagentur, red.) verificerer iransk efterlevelse. Men vi er bestemt ikke naive, når det kommer til Iran, lyder det.
Trump har kaldt aftalen med Iran for en "grusom" aftale.
Han er blandt andet utilfreds med, at den ikke omhandler Irans ballistiske missilprogram, deres atomaktiviteter på den anden side af 2025 eller dets rolle i konflikter i Yemen og Syrien.
Udenrigsminister Anders Samuelsen fortæller, at han forstår præsidentens bekymringer.
- Vi deler jo grundlæggende USA's bekymringer i forhold til Irans destabiliserende regionale adfærd og dets ballistiske missilprogram.
- Derfor støtter regeringen også, at der lægges yderligere pres på iranerne på de områder. Dette bør dog ske i tillæg til atomaftalen.
Atomaftalen blev i 2015 indgået af de fem permanente medlemmer af FN's sikkerhedsråd, Rusland, Kina, USA, Storbritannien og Frankrig, samt Tyskland, EU og Iran.
/ritzau/