Endnu engang måtte den irakiske premierminister, Nuri al-Maliki, i weekenden forholde sig til, at militante oprørere bruger civile irakere som mål for deres angreb.
Lørdag sprængte en selvmordsbomber sin Mercedes-lastvogn med sprængstoffer i luften på det shiamuslimske Sadriya-marked i hovedstaden Bagdad. Mindst 130 mennesker blev dræbt, og flere end 300 blev såret.
Det er det næstværste enkeltstående angreb, siden krigen i Irak begyndte i marts 2003.
Sunnier anklages
»Vi forsikrer befolkningen om, at vi vil stoppe disse angreb,« sagde en frustreret al-Maliki, der ikke var i tvivl om, hvem der stod bag lørdagens angreb.
»Det irakiske folk og verden er chokeret over dette. Saddams støtter er vendt tilbage for at begå nye forbrydelser,« sagde al-Maliki, der altså straks anklagede radikale sunnimuslimer.
Den vurdering var beboerne omkring den smadrede markedsplads enige i.
»Hvorfor angriber de dette sted igen og igen? Kun fordi vi er shiamuslimer,« sagde en vred beboer, der overværede eksplosionen.
Truslen fra Syrien
Mens al-Maliki placerer ansvaret for massakren på ekstremistiske sunnimuslimers skuldre, så peger et andet medlem af regeringen mod nabolandet Syrien.
»50 procent af det, vi ser i Bagdads gader, kommer fra Syrien. Jeg bekræfter, at 50 procent af mordene og bomberne bliver begået af arabiske ekstremister fra Syrien,« sagde regeringens talsmand Ali al-Dabbagh til tv-stationen al-Arabiya.
»Syrien lukker øjnene. Vi har sagt det før, og vi vil sige det igen, blodet og smerten i Irak er et resultat af Syriens mangel på seriøsitet i forhold til kontrollen af grænsen.«
Hvad enten det er Syrien eller radikale sunnimuslimer, der står bag bomberne og terroren i Bagdads gader, så sætter angrebene et uhyggeligt aftryk på dødsstatistikken.
Det irakiske indenrigsministerium vurderer, at 1.000 mennesker er blevet dræbt i Irak den seneste uge. I går var en forholdsvis stille dag. ’Kun’ 15 mennesker dræbt i Irak, heriblandt fire politibetjente.