Saddam Hussein havde nok ikke regnet med, at et kæmpebillede af ham skulle vises på en bygning i den sydafrikanske storby Johannesburg efter hans død. Og den hængte diktator kunne i sine velmagtsdage nok heller ikke have regnet ud, at mange af hans yndlingsmedaljer og andre militære klenodier fra det gamle diktaturvælde skulle ende i hænderne på en pensioneret sydafrikansk oberst, der tilfældigvis arbejdede som sikkerhedskonsulent i Irak i månederne efter, at Saddams styre kollapsede i 2003.
»Det var noget af en høj pris, jeg måtte betale, men det var det hele værd,« fortæller Willam Endley ifølge det sydafrikanske nyhedsbureau Sapa om dengang, en amerikansk soldat tilbød ham et ordentligt læs af Saddam Husseins personlige medaljer, uniformer og andre ting, der var blevet røvet fra diktatorens paladser.
Belønnet for massakre
Skulle man komme forbi Sydafrikas Nationale Militærhistoriske Museum i Johannesburg, kan man derfor i disse dage få et indblik i diktatorens verden som ingen andre steder.
Man kan beundre Saddam Husseins hædersmedalje, der er givet for at »knuse det kurdiske oprør«. Altså en medalje for at have deltaget i massakren på 180.000 kurdere i 1980’erne. Man kan også se medaljen, som hylder Saddam Husseins indsats i »alle militære slags moder«, hvilket henviser til den første Golfkrig og Saddams uventede angreb på Kuwait i 1990.
»Medaljer fortæller et lands historie. Medaljerne er meget, meget farvestrålende,« fortæller samlingens ejer, William Endley, til Sapa.
Kopier af alle medaljer
Ifølge museumsdirektør Sandi MacKenzie ville det normalt tage hundrede år at skaffe så komplet en samling af en afdød herskers ting. Ejendele, der vel at mærke er blevet røvet af forskellige soldater fra den sejrende hær. Men da Saddam Hussein havde en kopi af alt sit diktator-grej på hvert af sine mere end 25 paladser, har der været langt flere sager i omløb, end hvis der var tale om en mindre paranoid tyran, der ikke behøvede at skulle sove et nyt sted hver nat.
Medaljerne fra tiden efter første Golfkrig indeholder ofte referencer til Allah, da Saddam Hussien efter at have tabt Kuwait promoverede sig selv som en religiøs leder. Desuden er de ofte lavet af et mindre værdifuldt materiale, hvilket højst sandsynligt skyldes den internationale boykot af Irak.