Rufus Wainwright:
Release the Stars (Universal Music).
Udkommer i dag

Rufus Wainwright har aldrig haft et hitliste-gennembrud, men den canadiske singer/songwriter er til gengæld så comme il faut, som man næsten kan blive. Med sin hidtil uhørte og særdeles intelligente blanding af pop, opera, folk og musical har han ikke bare løftet arven fra sine respekterede folksanger-forældre Wainwright og McGarrigle, han har også overgået dem.

Ifølge Elton John er den unge Wainwright »den bedste nulevende sangskriver« – og så skader det jo heller ikke at være elegant, homoseksuel newyorker med en omgangskreds, der både tæller gamle koryfæer og blomsten af New Yorks undergrundsscene.

I kølvandet på succesen med sit tredje og fjerde album ’Want One’ og ’Want Two’ spillede Rufus i Det Kongelige Teater i 2005. En koncert, der på det nærmeste blev beskrevet i religiøse vendinger af anmeldere og publikum.

Så man tør jo næsten ikke skrive det af frygt for repressalier, men overtegnede får altså ikke blanke øjne og åndenød ved tonerne af ’Release the Stars’.

Træt udtryk

Wainwright tog til Berlin for at indspille dette sit femte og første selvproducerede album med en ide om, at det skulle være helt enkelt og skrabet, men han endte med igen at overgive sig til det storladne tilsat operaens drama og musicalens lir.

Og det er uden tvivl talentfulde arrangementer og flot skårne melodier – man føler sig næsten forpligtet til at blive grebet.

Men det sker bare ikke. I mine øjne er musicals ikke andet end et stort postulat, og der er lidt af det samme her – med undtagelse af nummeret ’Tiergarten’.

Wainwright er en teknisk meget dygtig sanger, men hele pladen igennem synger han fuldstændig ensartet – som en træt crooner, der hænger halvfuld ind over mikrofonen – og dette bedøvede udtryk ender med også at bedøve lytteren.