Der er blevet noget mindre at gøre godt med her til jul for lidt over 900 enlige forsørgere i Aarhus Kommune, der grundet kontanthjælpsloftet nu får mindre fra det offentlige.
Det fremgår af en ny opgørelse fra Aarhus Kommunes beskæftigelsesforvaltning, skriver Jyllands-Posten Aarhus.
I alt er 2.092 af kommunens borgere ramt af loftet.
Og tallet gør social- og beskæftigelsesrådmand Thomas Medom (SF) fra kommunen bekymret.
- Mere end halvdelen af de ramte må sige farvel til mere end 1.000 kr. om måneden. For dem, der i forvejen har allermindst, kan det være forskellen på, om man fremover kan betale huslejen eller ej, siger rådmanden til Jyllands-Posten.
Han får opbakning fra formanden i beskæftigelsesudvalget, Hans Halvorsen (S), der mener, at loven er uretfærdig.
Ifølge ham tager kontanthjælpsloftet udgangspunkt i en "elendighedsteori", hvor man vil gøre det uudholdeligt at være arbejdsløs. Men så enkel er løsningen ifølge ham ikke.
Både Venstre og Konservative i kommunen slår fast, at loftet går ud på, at det skal kunne betale sig at arbejde.
- Det er selvfølgelig ærgerligt for den enkelte, som bliver ramt. Men jeg forventer, at det har den konsekvens, at man har et større incitament til at tage et arbejde, siger byrådsmedlem Lene Horsbøll (V).
Tallene dækker udelukkende Aarhus Kommune. Men tidligere beregninger fra Beskæftigelsesministeriet pegede på, at i omegnen af 33.000 danskere stod til at blive skåret i ydelse grundet loftet.