Flertallet af rygerne er glade for røgfrie arbejdspladser, restauranter og barer.
Faktisk går fire ud af fem rygere ind for rygeforbuddet på jobbet og på restauranter.
Men halvdelen af danske rygere ryger stadig indendørs derhjemme, siger en EU-rapport om europæernes rygevaner.
Rygerne har nemlig accepteret, at det er en privat sag at ryge, mener projektchef for rygekampagner i Kræftens Bekæmpelse Niels Them Kjær.
"Det er ikke ti år siden, at det var tilladt at ryge på sygehusene - selv for sundhedspersonalet. Men i dag er det dømt fuldstændigt ude på sygehusene, så jeg tænker, at det er noget, som flytter sig rigtig, rigtig hurtigt," siger han til Nyhedsbureauet Newspaq.
I Finland tænder kun otte procent af rygerne op indendørs, når de er derhjemme. I Sverige 16 procent.