Boligejere, der er utilfredse med deres ejendomsvurdering, skal kunne få en uafhængig vurdering af, om den er retvisende.
Samtidig får borgere, der er kommet i klemme i systemet, en ny indgang til hjælp.
Boligejere, der mener, at deres offentlige ejendomsvurdering er forkert, skal fremover kunne få en såkaldt "second opinion". Det siger skatte- og vækstminister Jakob Engel-Schmidt (M) ifølge TV 2, der omtaler sagen på baggrund af Ritzau. Forslaget kommer efter nye fejl i det digitale ejendomsvurderingssystem.
- Det handler om retssikkerhed, og jeg mener, at det skal være sådan i fremtiden, at man skal kunne få et rigtigt menneske til at tilkendegive, hvad de mener om vurderingen, siger Jakob Engel-Schmidt ifølge de to medier.
Den konkrete model er endnu ikke på plads. Ministeren forestiller sig blandt andet, at en ejendomsmægler med kendskab til det lokale boligmarked kan stå for den ekstra vurdering.cDet er heller ikke afgjort, hvem der i så fald skal betale.
Samtidig opretter Vurderingsstyrelsen en særlig enhed, der skal hjælpe boligejere og andre ejendomsejere, som er kommet i klemme i vurderingssystemet.
Ifølge Skatte- og Vækstministeriet er målet, at de som udgangspunkt får den rette hjælp inden for to uger efter deres henvendelse.
Boligejere kan henvende sig via Vurderingsportalen. Herefter vil Vurderingsstyrelsen kontakte dem med konkret vejledning og hjælp.