Næsten alle partier i Region Østdanmark er blevet enige om regionens første budgetaftale.
Fra 2027 får sundhedsvæsenet i Syd- og Vestsjælland et løft på 768 millioner kroner, mens der samtidig investeres i blandt andet psykiatri, lægedækning og patientrettigheder.
Den nye Region Østdanmark har fået sin første budgetaftale.
Alle regionsrådets partier bortset fra Dansk Folkeparti har skrevet under på aftalen, der især skal mindske forskellene i sundhedstilbuddene på tværs af den store nye region. Sundhedsvæsenet i Syd- og Vestsjælland får fra 2027 et samlet løft på 768 millioner kroner. Heraf er 405 millioner kroner direkte målrettet sundheden for borgerne i området.
Derudover afsættes 162 millioner kroner til blandt andet flere praktiserende læger, regionsklinikker og speciallæger. Pengene skal især gå til tyndere befolkede områder.
- Uligheden i sundhed er simpelthen blevet for stor. Det vil vi rette op på, og derfor sender vi et klart signal med vores første budgetaftale. Vi sender pengene derhen, hvor behovet er størst, og løfter bl.a. behandlingen af demens og kræft, siger regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S).
Psykiatrien får også et løft
Der afsættes blandt andet 24 millioner kroner om året til nye enheder tættere på børn og unges hverdag. Samtidig afsættes 46,5 millioner kroner i 2027 til kommunale, tidlige tilbud til børn og unge i mistrivsel og 30 millioner kroner årligt til øget kapacitet i børne- og ungdomspsykiatrien.
- Vi skal tage langt bedre hånd om mennesker med psykisk sygdom. Vi vil skabe tilbud, der griber børn og unge, inden de bliver patienter i psykiatrien, hvor vi oplever alt for lange ventetider, siger Lars Gaardhøj.
Budgettet indeholder desuden blandt andet penge til kortere responstider for ambulancer, styrket demensindsats, kvinders sundhed og patientrettigheder på blandt andet kræftområdet.