Hunpandaen Mao Sun blev insemineret i april efter flere års forgæves forsøg på naturlig parring.
Nu viser undersøgelser, at hun ikke er drægtig.
ZOO vil evaluere forløbet med sine kinesiske samarbejdspartnere.
Der kommer ingen pandaunge i Zoologisk Have København i denne omgang.
Efter årets inseminering af hunpandaen Mao Sun har ZOO gennemført flere ultralydsscanninger. De endelige undersøgelser viser nu, at hun ikke er drægtig.
- Vi havde naturligvis håbet på et andet resultat. I år afprøvede vi inseminering som et nyt tiltag, og både forløbet og timingen omkring insemineringen så lovende ud, siger zoologisk direktør Mads Frost Bertelsen.
Insemineringen blev gennemført i april i samarbejde med internationale eksperter. Beslutningen kom efter flere års forsøg på naturlig parring uden drægtighed. Ifølge ZOO viser erfaringer fra kinesiske opdrætscentre, at sandsynligheden for drægtighed efter inseminering ligger på omkring 40 procent.
Pandaers reproduktion er vanskelig. Hunnen er kun i brunst én gang om året og ofte i mindre end 72 timer.
Kunne ligne en drægtighed
Det har samtidig været svært at afgøre resultatet tidligere. Pandaer kan gennemgå en såkaldt pseudo-drægtighed, hvor både hormonniveauer og adfærd minder om en reel drægtighed.
Mao Sun har blandt andet opholdt sig i sin fødehule. Det gør hun dog også i år, hvor hun ikke skal føde, og ifølge ZOO er det normal adfærd for hende. Hun har nu forladt fødehulen og er ved at vende tilbage til sine normale rutiner.
ZOO vil sammen med sine kinesiske samarbejdspartnere evaluere årets forløb og drøfte mulighederne for næste sæson.