Regeringen vil gøre en midlertidig pulje til huslejetilskud permanent og samtidig fordoble den.
Ordningen skal hjælpe borgere, der risikerer hjemløshed eller har svært ved at få råd til en bolig.
En pulje, der hjælper økonomisk udsatte borgere med huslejen, skal både fordobles og gøres permanent.
Regeringen har sendt et lovforslag i høring, som skal styrke kommunernes muligheder for at hjælpe borgere, der risikerer at blive hjemløse eller har svært ved at etablere sig i en bolig. Puljen har siden 2026 gjort det muligt for kommunerne at give målrettede huslejetilskud til borgere med høje boligudgifter. Det gælder både personer, der risikerer at blive sat ud af deres bolig, og personer, som ikke har råd til at flytte ind i en bolig.
Børne-, ældre- og boligminister Jacob Mark (SF) glæder sig over planerne.
- Et hjem er fundamentet for et trygt liv. Og for mange kan en stabil bolig være det første vigtige skridt mod en tryggere hverdag. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi nu både permanentgør og fordobler ordningen, siger han.
Også socialminister Monika Rubin (M) peger på behovet for boliger, som mennesker med få penge har råd til.
- Det siger sig selv, at hvis vi skal nå i mål med at nedbringe hjemløshed, så skal der være tilstrækkeligt med billige boliger, siger hun.
Ifølge regeringen vil en fordobling af puljen gøre det muligt at hjælpe flere borgere. Lovforslaget ventes fremsat senere i 2026. Planen er, at den permanente og udvidede ordning skal træde i kraft 1. januar 2027.