Mere end 200 kunstværker fra danske kunstnere er rykket ind i IKEAs seks varehuse i Danmark.
Udstillingen har fået navnet "Kunst redder liv" og er lavet i samarbejde mellem IKEA Danmark, Læger uden Grænser og den frivillige gruppe Kunst der Hjælper. Værkerne er placeret rundt omkring i varehusenes showroommiljøer, og de kan købes af kunderne. Alle værker er doneret, og ifølge IKEA går alle indtægter fra salget ubeskåret til Læger uden Grænser.
En af kunstnerne, der har bidraget, er Joakim Ingversen.
- Jeg er virkelig glad for, at noget, jeg har lavet med mine egne hænder, kan være med til at gøre en lille forskel. Keramik kan ikke redde liv – men pengene fra det kan forhåbentlig hjælpe nogen, der kan, siger Joakim Ingversen.
Kunst der Hjælper har stået for kontakten til kunstnerne, udvælgelsen af værkerne og kurateringen.
Udstillingen kan opleves fra 5. til 27. september.