Indsatsen mod Rusland torsdag aften var et skridt i den rigtige retning efter en skuffende start ved VM i ishockey.
Selv om danskerne tabte 1-3, var der mere stabilitet i holdet, spillerne arbejdede bedre sammen, og forsvarsspillet var bedre end hidtil ved VM.
Og præstation har da også givet de danske spillere fornyet optimisme forud for de tre utroligt vigtige kampe mod Tyskland, Letland og Norge i de kommende dage.
- Vi har tre supervigtige kampe tilbage, og det her var bestemt et skridt i den rigtige retning, siger Morten Madsen.
Det samme mener Lars Eller, der mod Rusland lavede sit tredje VM-mål og fandt sig godt til rette i en nysammensat førstekæde med Frans Nielsen, Jannik Hansen, Philip Larsen og Stefan Lassen.
- Jeg er optimistisk. Hvis vi kan spille sådan her i de tre sidste kampe, så har vi bestemt en chance, siger Lars Eller.
Danskerne kan formentlig nøjes med to point mere for at undgå nedrykning. Men hvis målet om en plads i kvartfinalen skal indfries, kræver det nok otte-ni point i de tre sidste kampe.
Kaptajn Morten Green mener, at kampen mod Rusland har vist vejen for holdet.
- Det var en meget bedre præstation.
- Vi står bedre rustet nu, end vi gjorde før kampen. Forsvarsspillet har ikke været vores stærke side i denne turneringen, men mod Rusland sad det, som det skulle. Så jeg håber, vi kan arbejde videre på samme måde, siger Morten Green.