Tre mænd fra Hells Angels støttegruppe AK81 er ved Retten i Glostrup blevet varetægtsfængslet indtil den 6. juni for et voldeligt overfald ved en kiosk på Hvidovrevej ved København en aften i slutningen af april.
Det oplyser anklager Ditte Obel Thomsen, Københavns Vestegns Politi.
Mændene er sammen med en fjerdemand, som politiet kender navnet på, men som ordensmagten endnu ikke har fået fat på, sigtet for grov vold. Politiet mener, at der er tale om et rockeropgør.
Volden gik ud over to andre mænd. Den ene blev inde i kiosk ifølge politiet slået på knæet med en jernstang eller trækølle og stukket i armen med en skruetrækker.
Den anden blev på gaden udenfor slået med knytnæve i ansigtet og sparket på kroppen, inden han blev stukket mindst fire gange med en skruetrækker i skulderen og maven.
De formodede voldsmænd, to på 26 år og en på 21 år, blev anholdt i Hvidovre og Ishøj ved en politiaktion torsdag formiddag.
Da de fredag var i retten, ønskede de ikke at udtale sig om sagen bortset fra, at de nægter sig skyldige, oplyser anklageren efter grundlovsforhøret, der foregik for lukkede døre.
En af mændene er ud over voldsepisoden i Hvidovre også sigtet for ulovlig våbenbesiddelse.
Politiet kæder ham sammen med en maskinpistol, der efter torsdagens anholdelser blev fundet i en lejlighed i Hvidovre.
Ved en ransagning fandt politiet en maskinpistol med tilhørende magasiner og patroner i en lejlighed i Hvidovre, hvor en 27-årig kvinde har adresse.
Hun er også blevet anholdt og skal sammen med en mandlig medsigtet i grundlovsforhør fredag. Politiet har sigtet de to for våbenbesiddelse under skærpede omstændigheder.
Ifølge Ditte Obel Thomsen overvejer politiet, om de to sager skal kædes sammen.