Rigsrevisionen kan ikke fastslå, hvor meget der er blevet betalt for lidt eller for meget i ejendomsskat siden 2007 på grund af fejl i den offentlige ejendomsvurdering i Skat.
- Nej, det kan vi ikke. Vi har heller ikke forsøgt eller hørt, om Skat kunne gøre det, siger rigsrevisor Lone Strøm på et pressemøde onsdag.
Rigsrevisionen vurderer, at der er lavet fejl i tre ud af fire offentlige ejendomsvurderinger i 2011, hvor Skat har vurderet op til 1,7 millioner ejendomme.
41 procent af de parcelhuse, der skiftede ejer i andet halvår af 2011, var således overvurderede, mens 34 procent var undervurderede.
Men selvom det endnu er uvist, hvor meget boligejerne skylder eller har til gode hos staten, betyder det ikke, at de private boligejere ikke kan få et overblik over, om de kan være ramt af en fejlvurdering.
I Rigsrevisionens rapport er det nemlig muligt at se, hvor gode Skats ejendomsvurderinger har været i de enkelte kommuner.
For eksempel er Skats inddeling af grundværdiområder mere kritisk i de sønderjyske kommuner end i de vest- og midtjyske.
Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) vil ikke love, at danske boligejere får de penge tilbage, som de eventuelt har betalt for meget som følge af Skats fejl i ejendomsvurderingerne.
- Det er temmelig alvorligt. Det er noget, der påvirker mange familier, at deres ejendomsvurderinger på den her måde har været forkerte.
- Jeg har ikke nogen problemer med at forstå, at det er dybt urimeligt. Men vi er nødt til at afvente Skatteministeriet og skatteministerens vurdering af sagen, siger statsministeren på Socialdemokraternes sommergruppemøde onsdag.
/ritzau/