Rieks skifter til de svenske mestre fra Malmø
Danske Søren Rieks (til venstre) tager et skridt op i den bedste svenske række og skifter IFK Göteborg ud med mesterholdet Malmö FF. Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix
Søren Rieks skal tørne ud for den svenske mesterklub, Malmö FF, og han håber på europæisk fodbold.

Den danske fodboldspiller Søren Rieks skifter fra IFK Göteborg til Malmö FF i den bedste svenske liga. Kontrakten løber til 2020, skriver den 30-årige danskers nye klub på sin hjemmeside.

Søren Rieks er glad for skiftet, og han mener, at han er kommet til en topklub.

- Rent sportsligt er det (Malmö FF, red.) noget af det bedste i Skandinavien, siger offensivspilleren til klubbens hjemmeside.

- I mine år i Sverige har Malmö FF ligget i toppen, spillet i Europa og næsten altid vundet titler. Jeg håber, at jeg kan fortsætte traditionen med at vinde titler og spille i Champions League, siger Rieks.

Malmö FF er blevet mester i Allsvenskan i de seneste to sæsoner, og Rieks bliver holdkammerat med Lasse Nielsen, der i disse dage er med ligalandsholdet i Abu Dhabi for at forsøge at spille sig ind i VM-varmen.

Søren Rieks skiftede i 2012 fra Esbjerg til hollandske NEC Nijmegen. Der blev han i to år, inden han tog til Sverige og IFK Göteborg i 2014.

Det blev til 117 kampe for IFK Göteborg, og Rieks har scoret 33 mål for klubben inden skiftet til Sydsverige.

Han står noteret for tre landskampe og en enkelt scoring i landsholdstrøjen.

/ritzau/