Torsdag nægtede den spanske Primera Division (Ofte kaldet La Liga, red.) at modtage 220 millioner euro, cirka 1,65 milliarder kroner, fra fodboldstjernen Neymar.
Brasilianeren ønskede at betale sin frikøbsklausul og blive løst af kontrakten i FC Barcelona.
Senere torsdag aften meddelte Barcelona, at klubben havde modtaget pengene fra Neymar, og at brasilianeren derfor er fri af sin kontrakt med klubben.
Argumentet fra den spanske liga, for ikke at tage imod pengene, var, at beløbet, som Paris Saint-Germain muligvis har betalt til Neymar, strider mod Financial Fair Play.
Men hvad er Financial Fair Play?
* Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) indførte begrebet Financial Fair Play (FFP) i 2010, fordi man ønskede at bekæmpe stigende gæld blandt fodboldklubber.
* Fra 2013 til 2015 måtte klubber maksimalt have en gæld på 45 millioner euro (cirka 334 millioner kroner) i den samlede treårige periode. De næste tre år frem til 2018 er beløbet reduceret til 30 millioner euro (cirka 223 millioner kroner).
* Investeringer i stadioner, træningsfaciliteter, ungdomsafdelinger og kvindefodbold er ikke inkluderet i beløbet, da Uefa ønsker at fremme økonomiske investeringer her.
Hvilke sanktioner kan ramme en klub, som ikke opfylder FFP?
* En klub kan blive udelukket fra deltagelse i de europæiske turneringer. Det er dog sjældent sket.
* Både Paris Saint-Germain (PSG) og Manchester City har tidligere fået bøder på 60 millioner euro (cirka 446 millioner kroner). Heraf var 40 millioner euro (cirka 297 millioner kroner) betinget.
* Begge klubber fik deres trupper i Champions League skåret ned fra 25 til 21 spillere.
* Uefa kan dog idømme langt strengere straffe som eksempelvis udelukkelse fra de europæiske turneringer, fratagelse af titler og priser og fratagelse af point.
Har PSG overtrådt FFP?
* Det mener Primera Division, men i realiteten er det umuligt at vide, hvilken effekt beløbet vil have på den franske klubs økonomi og regnskab på sigt. Derfor kan man ikke sige på forhånd, om klubben overtræder FFP.
* Ingen ved endnu, om PSG sælger en række spillere til astronomiske beløb og derved får øgede indtægter.
* Den spanske ekspert i sportsret, Marcos Galera, har udtalt til AFP, at den spanske liga ikke kan afvise at acceptere en frikøbsklausul, som er en del af en underskrevet kontrakt mellem eksempelvis Neymar og FC Barcelona.
Hvad er Primera Divisions motiv?
* Primera Division ønsker generelt at forsvare de spanske klubber.
* Ligaen ønsker ikke mindst at forsvare de to største klubber i Spanien, Real Madrid og FC Barcelona.
* Real Madrid og FC Barcelona har vundet de seneste fire Champions League-titler.
* De to storklubber har enorme fanskarer over hele verden, og det genererer en kæmpe økonomi til klubberne og spansk fodbold med hensyn til tv-rettigheder, kommercielle forretninger og billetsalg.
* Primera Division mener, at PSG via sine ejere puster sponsoraftaler kunstigt op for at undgå FFP. Ifølge Primera Division er der tale om økonomisk doping.
Kilder: AFP
/ritzau/