Fængselsindsatte har ret til frisk luft. Handikappede har ret til at blive hjulpet ud af huset. Disse rettigheder står direkte at læse i lovgivningen.
Men der er ingen konkrete rettigheder for svage ældre, der ikke længere selv magter at komme ud af deres eget hjem eller ud fra plejehjemmet. Der står ingen steder, at svage ældre har krav på en times frisk luft ligesom fængselsindsatte. Og der står ingen steder, at svage ældre kan få op til 15 timers ledsagelse ligesom handikappede.
Loven giver blot nogle fingerpeg om, at de svage ældre skal gives den »nødvendige« hjælp. Der er med andre ord frit spil for fortolkninger.
Konsekvensen er, at de trængte plejeansatte, der nogle steder skal løbe rundt til en lav løn, bliver nødt til at skippe alt det, som ikke er lovfæstet, og nøjes med det allermest basale. Omsorg, trøst, aktiviteter og overskud bliver der ikke tid til. Nogle steder har man ikke engang tid til at tale med en beboer, der ligger for døden, eller trøste et ulykkeligt og ensomt menneske.
Regeringen afviser at indføre retningslinjer for, hvad svage ældre som minimum har ret til – med henvisning til, at man risikerer, at gode kommuner vil opfatte mindstestandarder som en sovepude og sænke deres standarder ned til dem.
Men det holder ikke, for der er i dag ikke noget, der forhindrer de gode kommuner i at sænke niveauet – hvorfor skulle der så være særlig fare for, at de vil gøre det, fordi der kommer minimumkrav?
Ligesom de ældre ikke kan være tjent med at leve uden ret til at få dækket helt dagligdags behov, så kan de plejeansatte ikke være tjent med at få en lav løn for at slide i det på en arbejdsplads, der er præget og plaget af stress og underbemanding.
Hvis regeringen har tænkt sig at forsøge at løse problemet ved at hente udenlandsk arbejdsplads, er det at gøre grin med både ældre og ansatte. Hvis plejeren ikke forstår dansk sprog og kultur, umuliggør det en nær og personlig pleje og omsorg.
Og hvis de plejeansattes krav om en ordentlig løn bliver besvaret med et indtog af polske kolleger, der er villige til at arbejde for mindre, er det et klart signal til danske unge om, at samfundet ikke sætter pris på folk, der uddanner sig i at give pleje og omsorg. I værste fald kan det betyde, at plejehjemsbeboere ikke kan tale med deres plejere.
Vi lever i et rigt og på mange områder velfungerende samfund. For mange mennesker begrænser de største problemer sig til topskat og forsinkede tog. Vores finansminister meldte for kort tid siden ud, at vi har så mange penge, at vi kan »købe hele verden«.
Mon ikke vi så i det mindste kan sikre landets svageste ældre en hverdag med en smule frisk luft, lys og overskud omkring sig.