Det vælter ind med bud på kunst, designermøbler og kuriøse effekter fra den bedragerisigtede it-direktør Stein Baggers kontor.
De 400 effekter fra IT Factorys kontor i Jægersborg kom mandag på auktion hos Lauritz.com, hvor der kan bydes frem til 16. marts.
Salgsobjekterne omfatter billedkunst af Bernd Kobeling, stole af Charles Eames og B&O-fjernsyn.
På en normal uge har auktionshuset omkring en halv million besøgende. Men siden IT Factorys inventar blev sat til salg, er trafikken steget med 15 procent.
"Vi vidste godt, at interessen ville være stor, for det er et meget mediedækket konkursbo, men interessen er overraskende stor. Der er rigtig, rigtig mange besøg på sitet og i showroomet lige nu," fortæller adm. direktør Mette Rode Sundstrøm til Nyhedsbureauet Newspaq.
Men det er ikke kun billedkunsten, hvoraf det dyreste maleri er vurderet til 70.000 kroner, og designermøblerne, der trækker bud.
"Vi kan se nu, at på sådan noget som direktørstolen og fodboldspillet eller flipoveren på kontoret, der er vi allerede et pænt stykke eller langt over vurderingen. Det skyldes, at folk køber lidt med følelserne og affektionsværdien på grund af historien," fortæller Mette Rode Sundstrøm.
Kontorinventaret har oprindeligt kostet 4,5 millioner kroner. Lauritz.com forventer et samlet hammerslag på 1,6 millioner kroner. Pengene går til IT Factorys kuratorer, samt kommission til auktionshuset.
"Det er lidt konservativt sat. Vi kan se nu, at der er interesse til, at vi kommer over det beløb," fortæller Mette Rode Sundstrøm.
De højeste hammerslag vil gå på ting fra kunstsamlingen. F. eks. et værk af Lise Malinovski til 50.000 kr. og et værk af den tyske kunstner Bernd Kobeling, som er vurderet til 70.000 kroner.
"Og så er der flere af de unge samtidskunstere, som vil gå til mellem 8.000 og 20.000 kr. På inventardelen er der nogle af de lidt mere dyre møbler, som vil gå højt, f.eks. Gubi, Fritz Hansen og Herman Miller har kuriøse ting, som er utrolig svære at forudse, fordi folk byder rent på følelserne. Så det er svært at sige, hvad historien er værd for folk," lyder det fra den administrerende direktør.