Den 42-årige rejsekonge Jan Lockhart forlader sit job som administrerende direktør for Apollo Rejser, og overtager posten som direktør i fodboldklubben Brøndby IF.
Det bekræfter klubben i en meddelelse til Fondsbørsen.
"Bestyrelsen for Brøndbyernes IF Fodbold A/S har d.d. ansat Jan Lockhart som ny administrerende direktør i selskabet. Jan Lockhart er i dag ansat som administrerende direktør i Kuoni Danmark, og det forventes at Jan Lockhart kan starte i Brøndby IF i løbet af marts måned 2011," lyder det på brondby.com.
Ole Palmå fortsætter som administrerende direktør i Brøndby IF indtil Jan Lockhart starter som administrerende direktør, forsikrer klubben videre.
Ole Palmå sagde sit job som direktør op i november, og lovede ved den lejlighed at blive i jobbet indtil en afløser var på plads.