Nogen kom i april i år til at sladre om, at danske jægersoldaters skulle på hemmelig mission i Irak.
Det fik regeringen og Dansk Folkeparti til at beskylde oppositionspartiernes medlemmer af Folketingets Udenrigspolitiske Nævn for at have lækket disse fortrolige oplysninger, der kunne bringe danske soldater i fare.
Men nu viser det sig, at nævnet først blev orienteret om sagen på et fortroligt møde 27. april i år. Og allerede inden mødet kunne TV 2 og Jyllands-Posten bringe historien om den tophemmelige mission.
På det tidspunkt, missionen blev lækket, var det altså kun ganske få topembedsmænd, de centrale ministre i regeringen samt forsvarskommandoen, der havde de tophemmelige oplysninger.
Derfor vil Enhedslistens Frank Aaen nu have svar på, hvem der lækkede oplysningerne.
- Når det ikke er os (nævnet, red.), oplysningen kommer fra, peger pilen jo mod regeringen selv. Kun en meget lille håndfuld topembedsmænd og ministre samt jægersoldaterne vidste jo det her. Det må regeringen redegøre for, siger Frank Aaen til Politiken.
Torsdag i sidste uge orienterede nævnets formand, Gitte Lillelund Bech, nævnet om den nye udvikling i sagen.