Selv om der stadig er to runder tilbage i den spanske liga, står det klart, at Real Madrid ender som mestre efter en sejr på 3-0 ude over Athletic Bilbao.
Sejren udløste feststemning på holdet, som dermed har brudt rivalerne Barcelonas mesterskabsrække på tre titler i træk.
- Det var et sejt træk at sætte en stopper for Barcas sejrsrække, fordi vi er et ungt hold, siger Real Madrids anfører, Iker Casillas, i et tv-interview.
- Det har været en meget lang og hård sæson, men vi har taget et kvalitetsmæssigt skridt frem ad i forhold til sidste år, tilføjer den spanske landsholdsmålmand.
Real Madrid har kun tabt to kampe hele sæsonen. Et af nederlagene var netop til Barcelona.
- Vi er meget glade efter at have vundet en meget tæt kamp om mesterskabet mod et meget stærk Barcelona-hold, siger Real Madrids forsvarsprofil Sergio Ramos.
Real Madrid er syv point foran FC Barcelona før de sidste to runder.
- Madrid fortjener titlen, og vi dedikerer sejren til vores fans, lyder det fra Ramos.
Real Madrid har 94 point efter 36 kampe i ligaen, så hvis holdet vinder de to sidste ligakampe, vil det nå op på 100 point.
Det har ingen klub i Spanien præsteret tidligere.