Fem år tog det.
Men så blev knap 30 lande med Danmark i spidsen også enige om et nyt sæt regler for behandlingen af krigsfanger overalt på kloden.
Det er sket i den såkaldte Københavnsproces, der har fået lande som USA og Kina til at skriver under på 16 regler.
Regler, der blandt andet understreger, at fanger skal behandles humant og ikke må udsættes for vold, medmindre omstændighederne taler for det.
Men de nye retningslinjer er slet og ret ubrugelige, mener Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT).
- I fem år har knap 30 lande mødtes for at diskutere fangehåndtering, og det eneste, vi fik med hjem, var et papir med 16 principper, som slet ikke tager stilling til de problemer, danske soldater står med, når de er udsendt, siger Therese Rytter, chefjurist i RCT.
Hun påpeger, at formålet med Københavnsprocessen officielt var at finde en løsning på de praktiske problemer, som eksempelvis danske soldater kommer ud for, når de tilbageholder fanger.
- Men det er ikke lykkedes, og resultatet er mildest talt skuffende og uambitiøst, mener Therese Rytter.
- Vi havde håbet på, at landene ville skabe klarhed over nogle af de meget seriøse og reelle problematikker, danske, engelske og andre Nato-allierede har stået med i Irak og står med i Afghanistan, siger hun.
- Intet i disse principper besvarer de spørgsmål, som flere gange er opstået for danske soldater. Det betyder i realiteten, at Danmark ikke kan bruge principperne til noget som helst, siger RCT's chefjurist Therese Rytter.
/ritzau/