Braget får bygningen til at ryste. Det går op for Rasmus, at det er alvor. Amin råber, at de skal væk. Kameramanden Simon vil blive. Rasmus er i tvivl. Trykket fra det næste brag får både mennesker, bygninger og biler til at ryste. Det er umuligt at sige, hvor tæt på granaten rammer.

Rasmus føler for første gang, at hans liv er i fare. Amin er også skræmt. Han har hørt mange brag. Ved af personlige erfaringer, at det kan koste liv. Og han tænker over, om det er det værd? Er han parat til at sætte livet på spil for at lave historier til dansk tv?

Amin Al-Ameedee er irakisk tolk. Han har siden 2003 arbejdet tæt sammen med TV 2-journalisten Rasmus Tantholdt i jagten på historier i det krigshærgede Irak.

Deres historie bliver nu fortalt i bogen Venner i Fjendeland , skrevet af Kristian Frederiksen.

Men ud over et professionelt samarbejde er Amin og Rasmus venner. Gode venner. De har igennem befrielse, borgerkrig, fangenskab hos milits og mortérangreb udviklet et tæt venskab. De har lagt livet i hinandens hænder.

Og det på trods af meget forskellige baggrunde. Amin er muslim, vokset op i et diktatur, et åbent fængsel. Han har altid kæmpet hårdt for at blive til noget – både i og uden for skolen. Rasmus er agnostiker, vokset op i frihed, i demokrati. Han har altid haft en meget laissezfaire-holdning til uddannelse og karriere. Har altid vidst, at det nok skulle gå.

Og det er forskellene på de to. Ligheder er der til gengæld også mange af.

Sætter livet på spil

Begge sætter de nemlig livet på spil i jagten på at bringe sandheder ud over Iraks grænser. I jagten på at fortælle virkelige historier om virkelige mennesker i det virkelige Irak. Og på at bygge Irak op igen.

Ikke mindst har reporteren fået en ven – måske for livet.

»Jeg tror, at man kan ende med at blive meget tætte venner, fordi man får nogle oplevelser sammen, som man ikke kan forklare andre. Det er ligesom med soldater. Vi har været i situationer, som ikke har været sjove, og vi har rejst rundt i bil i Irak i mange timer, hvor vi har snakket om mange ting. Vi har snakket om og delt vores dybeste hemmeligheder,« fortæller Rasmus Tantholdt, mens Amin supplerer:

»Det gik op for mig, at Rasmus kunne være den sidste person, jeg ville se, hvis jeg døde. Og det brød isen imellem os – og lagde grunden for et godt venskab,« fortæller Amin.

De tre musketerer

Amins engagement i at genopbygge landet med sit byggefirma og sit arbejde som tolk har også sat en pris på hans hoved. Dagligt lever han med dødstrusler hængende over sig. Hans familie har han flyttet til Cairo, så de der kan leve i sikkerhed. Rasmus er af sted få dage, en uge, måske to, ad gangen. Så rejser han hjem til sin lille søn Emil.

Men selvom de begge sætter sig i situationer, hvor de ved, at de kan risikere aldrig nogensinde at se deres børn vokse op, ønsker ingen af dem, at det skal være anderledes.

Amin bliver i Irak. Rasmus vender tilbage igen og igen, arbejder og bor helst i Bagdads røde zone, som er den farlige.

Men hvorfor?

»Vi lavede historier i de gode dage i 2003 og 2004. Og pludselig begyndte tingene at bevæge sig i den forkerte retning. Jeg kan ikke bare stoppe nu, jeg prøver at hjælpe mit land, og jeg ville føle mig skyldig, hvis Rasmus og Simon (kameramanden, red.) kom til Bagdad, og en anden skulle tage sig af dem. Jeg ville ikke stole nok på at lade andre arbejde med dem. Vi er som de tre musketerer. Når Rasmus giver besked om, at han er på vej, så forlader jeg mit arbejde,« fortæller Amin. Rasmus nikker.

Hans ansvar på hjemmefronten er dog et helt andet. Når han rejser, forlader han også sin søn Emil, som han har sammen med TV 2-værten Caroline Boserup, som han blev skilt fra for over et år siden. Men han er stadig mere hjemme, end han er væk.

Det er ikke farligt

»Fordi vi har Amin, har jeg muligheden for at dække nogle ting i Bagdad, som ingen andre har mulighed for. Vi stoler 100 procent på ham, og det er det vigtigste, når du rejser til Bagdad. Så for mig at se er det ikke så farligt, som det ser ud. Jeg ser mig ikke over skulderen af frygt, når jeg lander i Bagdad. For vi bruger al vores energi på at undgå de farlige situationer. Og situationer, hvor jeg har følt, at jeg var i fare, kan tælles på én hånd. Derfor kan jeg blive ved med at vende tilbage. Og hvorfor køre stærkt på motorvejen? Hvorfor blive brandmand? Det er også farligt. Jeg har kalkuleret med risikoen, og indtil videre er det ikke for farligt,« fortæller Tantholdt, der dog får dårlig samvittighed, hver gang han siger farvel til Emil.

»Men jeg har været i Danmark nu siden midt i august, hvor jeg har været sammen med min søn. Jeg rejser måske en gang om måneden i en uge, måske 10 dage, så jeg har masser af tid med ham. Og min søn ved ikke, hvor jeg rejser hen. Han bekymrer sig kun om, at jeg er væk,« fortæller Rasmus, der absolut føler, at jobbet er risikoen værd.

»Ellers ville jeg ikke gøre det. Situationen kan ende med at blive så fjendtlig, at det ikke vil være det værd længere. Hvis jeg ikke længere kan lave historier. Hvis det eneste, jeg kan gøre, er at lave historier fra mit hotel i den grønne zone, og jeg ikke længere kan tale med folk på gaden, så er det ikke det værd,« fortæller Rasmus Tantholdt.

Amin føler sig til gengæld ofte skyldig over at være så langt væk fra sin familie.

»Forleden ringede min søn og sagde: »Jeg er et barn uden en far!« Og han fik mig til at græde. Men jeg fortalte ham, at jeg blev nødt til at arbejde for at forsørge familien,« fortæller Amin med tårer i øjnene.

Man kan mærke, at Amin har set meget, der gør ondt. Nok til at ødelægge en person. Mere end Rasmus nogensinde kommer til at opleve. Heldigvis, fristes man til at sige.

Dæmoner fra barndommen

Men Rasmus har også sine egne dæmoner at slås med.

Hans barndom har godt nok ikke været fyldt med borgerkrig og diktatur. Men han har kæmpet med en splittet familie, hvor han var fanget i midten mellem sin mor og sin alkoholiske far, der døde i en togulykke.

»Jeg har aldrig stolet særlig meget på mine egne evner. Jeg har altid været meget usikker. Og jeg skal stadig bevise over for mig selv, at jeg er god nok. Nok virker jeg selvsikker på skærmen, men jeg er altid meget nervøs. Hver gang jeg tager til Irak, tænker jeg: Nu finder de ud af, at jeg ikke er god nok,« fortæller han ærligt.

Men i januar 2007 finder Rasmus Tantholdt ud af, at han er god nok. Som den eneste journalist i verden lykkes det ham nemlig at interviewe Saddams anklager, Munqed Al-Faroun, der stod frem og fortalte, at det var regeringspræsidenter, der havde mobilfilmet Saddam Husseins henrettelse. Historien gik hele verden rundt på store kanaler som CNN, BBC, ABC og Al Jazeera. Dengang kiggede Rasmus sig selv i spejlet og råbte: »Yes, det er fandeme godt gået!«

Mit job giver mening

Det er ikke kun succesoplevelser, der får Rasmus til at vende tilbage igen og igen til Irak.

»Jeg var meget åben, måske naiv, da jeg tog til Irak første gang. Men nu er jeg personligt involveret i Irak, fordi jeg har venner der. Jeg kan tage dertil, når jeg vil. Og rejse, når jeg vil. Det kan Amin ikke. Og jeg vil blive ked af det af det, hvis der skete noget med ham eller hans venner. Det er også i Irak, at jeg for første gang følte, jeg brugte min uddannelse som journalist på at lave noget med mening. Jeg fortæller historier om liv og død. Jeg føler ikke, at jeg forandrer verden, men jeg laver noget, der er vigtigt,« fortæller Rasmus, det blev tilbudt job som vært på TV 2 News. Et job, han i første gang sagde ja til. Men lige så hurtigt nej igen.

»Jeg kunne ikke forestille mig at lave noget andet. Jeg var ikke ambitiøs i skolen, men jeg har fået flere drømme opfyldt, end jeg troede var muligt. Fordi jeg lever i Danmark og ikke i Irak som Amin. Jeg kunne ikke forestille mig at have et 9-16-job. Jeg prøver at undgå rutiner, og jeg kan lide at tage til Irak, fordi der ikke er to dage, der er ens. Jeg føler ikke, at jeg spilder et eneste sekund af mit liv.«