Rapport: Dansk fiskeri tager et dyk

Lavere tobiskvoter er en vigtig årsag til, at omsætningen i dansk fiskeri falder i forhold til de senere år.

En voldsom reduktion af kvoterne for industrifisken tobis er en vigtig årsag til, at omsætningen i dansk fiskeri i år falder efter et par ellers gode økonomiske år.

Bruttooverskuddet i 2010 og 2011 på over 900 millioner kroner ventes at falde til godt 600 millioner, ifølge en ny rapport om fiskeriets økonomi, som offentliggøres i dag af Fødevareøkonomisk Institut på Københavns Universitet.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Ud over tobisfaldet, der skyldes hensyn til fiskebestandene, så forventer fiskeriøkonomerne et fald i makrelfiskeriet.

Og generelt faldende priser på torskefisk, fladfisk, sild og jomfruhummer på mellem 5 og 20 procent trækker sammen med udviklingen i valutakurserne ned i fiskeriets samlede omsætning.

De danske fiskere ventes i 2012 at afsætte fisk til en værdi af 2,7 milliarder kroner. Det er et fald på 16 procent i forhold til sidste år.

- Ikke mindst det meget lille fiskeri af tobis giver jo en manko i omsætningen og har især stor betydning lokalt på vestkysten.

- På andre områder såsom torskepriserne forventer jeg dog i modsætning til økonomerne, at højere internationale fødevarepriser generelt vil løfte priserne på spisefisk, siger direktør i Danmarks Fiskeriforening Niels Wichmann.

Han kalder derfor 2012 for et middelår i økonomisk sammenhæng.

Og ifølge forskerne på Fiskeriøkonomisk Institut er dansk fiskeri under ét da også langt bedre rustet end for 10 år siden til at klare de svingninger, der uvægerligt kommer i fiskeriet.

- Danmark har gjort dét, som alle EU-lande burde gøre ved at indføre omsættelige fiskekvoter, som har medført et kraftigt fald i fiskeriflåden, siger professor Peder Andersen fra Fødevareøkonomisk Institut og fortsætter:

- Derfor har dansk fiskeri de senere år også haft det temmelig godt, og et stød som i år klarer branchen her derfor bedre end andre lande.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.