Når Newcastle søndag gæster Swansea i Premier League, bliver det uden manager Rafael Benitez på sidelinjen. I stedet skal han styre taktikken fra en plads hjemme foran fjernsynet.
Det er efterdønningerne af en operation, som holder den tidligere Champions League-vindende manager væk fra kampen. Det skriver Newcastle på klubbens Twitter-profil.
- Vi kan bekræfte, at Rafael Benitez ikke vil være på Liberty Stadium i dag, fordi han er ved at komme sig efter en operation.
- Holdet vil blive ledet af hans trænerstab, som gennem hele dagen vil være i løbende kontakt med Benitez, skriver klubben.
Assistenttræneren Francisco de Míguel Moreno deltog lørdag i presseaktiviteterne forud for kampen, og i den forbindelse udtalte han, at det går bedre og bedre dag for dag med Benitez.
Newcastle-manageren har tidligere stået i spidsen for Valencia, Liverpool, Inter, Chelsea, Napoli og Real Madrid, før han i 2016 blev ansat som brandslukker i Newcastle.
Her kunne han ikke i første omgang redde klubben fri af nedrykning fra Premier League, men i sidste sæson styrede han holdet til sejr i Englands næstbedste række.
Swansea-Newcastle begynder klokken 17.
/ritzau/