- Jeg tror da, det er rædselsfuldt at være en af dem, der bliver talt så grimt om. De føler sig udskammet, udsatte, ikke anerkendte, ikke inviterede til fremtiden og ikke velkomne i det danske samfund. Det er en forældet form for pædagogik at tro, at det hjælper at tale grimt til og om nogen, hvis man gerne vil motivere dem.
Eva Secher Mathiasen, formand for Dansk Psykologforening, følger med undren og bekymring debatten om de mange, som står uden for det danske arbejdsmarked, og som politikerne med den ene reform efter den anden forsøger at flytte fra overførselsindkomst til beskæftigelse.
’Incitament’ er den politiske trylleformular, der går igen i reform efter reform. Men det er falsk markedsføring, mener psykologformanden. Det er det stik modsatte, hun oplever.
- Incitamenter er gulerødder eller noget, vi inviteres til at gøre anderledes. Men lige nu ser vi jo i realiteten kun straf og pisk som adfærdsregulerende mekanismer. For eksempel straf for at være på overførselsindkomst, påpeger Eva Secher Mathiasen, med henvisning til den beskæring af de sociale ydelser, der har fundet sted siden valget i 2015.
Hun mener, det er en ærlig sag at have det politiske udgangspunkt, at overførselsindkomsterne skal være små. Men også, at det er lidt småt med ærligheden, når det formidles som om, man forsøger at motivere eller skabe incitament.
- Man skulle hellere have rygrad til at sige det, som det er, siger psykologformanden.
Mange ledige er psykisk syge og kan ikke arbejde, mener formanden for Dansk Psykologforening, Eva Secher Mathiasen. Foto: Thomas Lekfeldt/Scanpix
Mange er psykisk syge
Fast arbejde er der kun i begrænset omfang kommet ud af at presse de sociale klienter, og det har ført til diskussioner om yderligere reformer. Men de udeblevne resultater har ifølge Eva Secher Mathiasen den enkle forklaring, at problemet ikke er manglende vilje til at arbejde hos store dele af restgruppen. Snarere, at de ikke kan. Desværre, for nogens vedkommende, fordi vi har lært dem ikke at kunne, lyder hendes påstand.
Derfor er der de mange svingdørsklienter i kommunerne, som måske godt kan komme i en eller anden form for selvstændig eller støttet beskæftigelse, men som vender tilbage, fordi de har det grundlæggende problem, at de er psykisk syge, påpeger Eva Secher Mathiasen.
- Der sker ikke nogen ordentlig udredning af de her mennesker, så vi har ikke tal på det. Men med det kendskab jeg har til området, er rigtig mange af dem uden for arbejdsmarkedet på grund af psykiske lidelser, som vi kunne have forebygget, hvis vi havde sat rigtigt ind tidligere. Og det burde være sådan, at hvis man er ledig med psykisk lidelse som en af de primære årsager, så skal du behandles for den lidelse, mener psykologformanden.
For nogen kan det udmærket foregå parallelt med en beskæftigelsesindsats, påpeger hun.
Faktisk fatter Eva Secher Mathiasen ikke, at vi er i stand til at overhøre de alarmklokker, der ringer - ikke mindst i forhold til gruppen af unge ledige.
- Unge mennesker har fået det dårligere på alle parametre. Ligegyldigt hvilken undersøgelse, vi kigger i, er udviklingen alarmerende. Det gælder selvmord, selvskade, spiseforstyrrelser, ensomhed – det hele. Og når så mange mennesker ikke har det godt, bør det jo fortælle os, at der er noget galt. Problemet kan umuligt være rigtigt placeret hos den enkelte, når der er så mange, som er ramt, påpeger hun.
Mangel på rettidig omhu
Problemerne kunne imidlertid være undgået langt hen ad vejen. Det er fortidens synder, der indhenter samfundet, når det står med et ungt menneske, som føler sig magtesløst over for de krav, der stilles på arbejdsmarkedet og i samfundet i det hele taget, mener hun.
Psykologformanden vurderer nemlig, at man især har forsømt indsatsen for børn af socialt udsatte og dårligt fungerende familier. Dermed har man ikke fået behandlet deres problemer på det tidspunkt, hvor det var lettest, mest effektivt og billigst at gøre noget ved dem.
- Man har jo kendt dem i mange år i det sociale system. Men lige pludselig ryger de over i en anden bunke, fordi de er over 18, og så begynder man at stille andre krav til dem og siger, at de er dovne og uduelige og ikke forstår at træffe ordentlige valg i tilværelsen, siger hun.
Det er ikke flere penge, hun beder om. De 14 milliarder, der bruges på udsatte børn om året, er ifølge Eva Secher Mathiassen penge nok, men vi bruger dem efter hendes vurdering ’ustyrligt forkert’.
- Indsatsen er grundlæggende tilrettelagt helt forkert. Vi undersøger ikke, hvad børnene egentlig har behov for. Vi stiller ikke krav til de tilbud, vi giver, og vi undersøger ikke, om de virker. På den måde er der et kæmpe behov for en reform af hele socialområdet. Det er ineffektiv velfærd langt hen ad vejen, lyder hendes vurdering.
Dels kan det synes dyrt at give et barn det tilstrækkelige tilbud, og dels er tilbuddet sjældent tilgængeligt i den pågældende kommune. Derfor bliver børnenes behov alt for ofte defineret af, hvor der er plads til at placere dem, påpeger hun.
"Indsatsen er grundlæggende tilrettelagt helt forkert," siger psykologformanden. Foto: Thomas Lekfeldt, Scanpix
Det handler ikke om psykologer
Eva Secher Mathiasen har tidligere markeret sig skarpt og markant i debatten om den måde, vi har indrettet vores arbejdsliv på. Hun har krævet et helt anderledes fokus på konsekvenserne af opskruede krav og tempo på arbejdspladserne, som har resulteret i rekordmange tilfælde af angst og depression blandt lønmodtagere.
Hun har også engageret sig bredere i den politiske debat og ment, at politikernes primære opgave er at skaffe borgerne et godt liv og ikke at gøre dem til fodsoldater for konkurrencestaten.
Når hun nu gør psykiske problemer til en af de største barrierer for udsattes adgang til arbejdsmarkedet, skal der nok være dem, der mener, at hun i det hele taget er ude på at skaffe arbejde til sine medlemmer.
Den beskyldning vil hun imidlertid ikke have siddende på sig.
- Hvis det var det, jeg var ude på, ville jeg komme med nogle helt andre løsninger. For eksempel ville jeg se stiltiende til, at vi fortsætter i den forkerte retning – det giver jo os masser af klienter. Vi ville heller ikke snakke om at reducere stress, for i bund og grund er det som at save vores bedste gren over. Den kurs, vi har lige nu, skaber jo masser af kunder, og derfor kunne vi være ligeglade og bare få det til at blomstre, påpeger psykologformanden.
Ineffektivt velfærdssystem
I forhold til de udsatte i samfundet har hun også svært ved at se, hvor de ekstra psykologjob skulle komme fra, hvis man fulgte op på hendes kritik af reformerne.
- Gjorde man, som vi gerne så, ville der givetvis være færre medarbejdere, også psykologer, i psykiatrien, fordi færre ville blive så syge, at de fik behov for den specialiserede indsats. Der ville også være færre kunder til konsultationer hos de privatpraktiserende psykologer, fordi færre ville få det så dårligt som nu. Nok er vi psykologer, men vi er også borgere, der føler et ansvar for udviklingen og har børn, der skal vokse op i det her samfund, påpeger Eva Secher Mathiasen.
Dansk Psykologforening har engageret sig i samfundsdebatten for at bidrage ikke bare med psykologisk viden, men også med indsigt i, hvordan velfærdssektoren er indrettet. Og på den baggrund komme med bud på, hvordan den bliver bedre, betoner formanden.
- Vores oplevelse er, at man griber fat i de helt forkerte håndtag, når vi reformerer det velfærdssystem, vi går og lover hinanden. Det betyder, at det langt hen ad vejen er ineffektivt. Det sparer muligvis nogle penge på ét budget, men det koster bare på et andet. Og så skaber reformerne samlet set et mere ulige samfund og et samfund, hvor den marginalisering, det ikke er lykkedes os at reducere, nu i stedet vokser, lyder hendes kritik.
Alting har en forklaring
Eva Secher Mathiasen mener, der skal sættes effektivt ind allerede i barndommen, hvis man vil undgå unge, hvis tilværelse udvikler sig skævt, og som står uden arbejde eller uddannelse. For en ung med problemer har meget ofte haft en opvækst, hvor der har været tegn på mistrivsel på et meget tidligt tidspunkt, påpeger hun.
Psykologer kan hjælpe til med den udredning af udsatte børns situation, som psykologformanden mener er helt nødvendig for en ordentlig indsats. Men som loven ikke kræver i dag.
- Børn skal have det, de har brug for. Og ikke det, man lige har i kommunen eller lige synes, man har råd til. Det kan også være at få en familie på ret køl igen, så det ikke er nødvendigt med en tvangsfjernelse. Det kan være et behandlingsforløb eller meget andet. Og så skal der i langt højere grad følges op på, om det var det rigtige, man valgte for barnet, siger hun.
Forskning dokumenterer, at indsatsen er langt dyrere, hvis man forpasser muligheden for at gøre noget ved et barns udfordringer og i stedet lader det vokse op til et ungt menneske med problemer, påpeger Eva Secher Mathiasen.
Geografisk vilkårlighed
Når det alligevel sker, oplever psykologformanden, at kommunerne har fokus på økonomien snarere end den unges tarv. Og at den hjælp, man får, er vilkårlig alt efter, hvor man bor.
- Det er ikke ond vilje, men handler om den måde vi har indrettet velfærdsområderne på – og ikke mindst den måde vi laver budgetmæssige skillelinjer mellem indsatser, der burde hænge sammen, mener Eva Secher Mathiasen.
Hun efterlyser reformer, der kan styrke et samarbejde internt mellem kommunerne og mellem kommuner og regioner om tilbud til de borgere, der har behov for en mere tværgående indsats.
- Danmark er for lille til 98 kommuner, hvis det betyder, at der er 98 forskellige måder at tage sig af borgerne på. Hvis det handler om tilbud i forhold til spiseforstyrrelser, anbringelse, selvmord, familiebehandling og så videre skal der ikke være 98 forskellige tilbud, for så bliver der kun tre-fire stykker i tilpas store kommuner, som måske bliver gode. Resten bliver elendige, fordi det er umuligt at lave specialiserede og kompetente tilbud i små kommuner, og fordi den enkelte kommune får for lidt at vælge imellem, lyder hendes dom.
Global konkurrence må ikke være en undskyldning for ikke at have visioner for vores samfund, mener Eva Secher Mathiasen. Foto: Thomas Lekfeldt.
Når der reformeres visionsløst, kaldes det ’nødvendighedens politik’. Men i bund og grund er der ikke noget nødvendigt i politik, for det er altid en afvejning af, hvordan vi vil prioritere, mener hun.
- Globaliseringen truer os på løn og levevilkår, får vi hele tiden at vide. Men hvis vi kun skruer på de ting, vi føler os truet på, har vi jo ikke selv nogen holdning til, hvilket samfund vi ønsker. Vi er da nødt til at opretholde visionerne om et samfund, der selvfølgelig stimulerer den elite, der har potentialet til at drive det vidt under de givne vilkår, men lige så meget er der for dem, der ikke kan fylde det potentiale ud. Vi må indrette fremtiden, så den egner sig til de mennesker, der skal leve i den, og det er jo os alle sammen, påpeger hun.
Globalt problem
I et internationalt perspektiv er det jo heller ikke noget dansk særkende, at vi har en del af befolkningen, som har svært ved at klare kravene på et arbejdsmarked i global konkurrence, minder Eva Secher Mathiasen om.
Verdenssundhedsorganisationen WHO forventer en pandemi, som en verdensomspændende epidemi hedder, af depression, angst og stress og forudsiger, at depression bliver den primære årsag til, at folk står uden for arbejdsmarkedet i 2030, påpeger hun.
- Det er en vigtig reminder. I mange andre lande bliver den voksende restgruppe bare hjemløse, tiggere og udsatte. Men det er vel ikke et eksempel, vi ønsker at følge, spørger psykologformanden.