- Nogle kalder det hamsterhjulet. Jeg synes, at det nærmest ligner en sekt. Desværre er det sådan med sekter, at man ikke kan nøjes med at være lidt medlem.
Sådan beskriver 39-årige Louise Lisner i et debatindlæg i Politiken det arbejdsmarked, som hun fra 1. februar 2017 har valgt at melde sig ud af i et år.
- I et par år har jeg haft den der følelse af, at arbejdet ikke var så vigtigt, som jeg bilder mig ind. Jeg er jo ikke ved at opfinde en kur mod kræft, uddyber hun til Avisen.dk.
Ondt i maven
Prisen for at have et spændende arbejde, hvor travlhed er prestige, blev simpelthen for høj. Alt for ofte fik Louise Lisner ondt i maven af at tænke på alle de ting, som hun gerne ville men ikke kunne nå, og derfor besluttede hun sig for at sige op som leder af en daginstitution.
Som mor til to og enlig forsørger er året en økonomisk investering. De første ni måneder vil hun ikke tænke på at finde et nyt job men bare leve uden et arbejde eller indkomst og rette sit forbrug ind derefter.
- Ingen ville kigge underligt på mig, hvis jeg skulle bygge et nyt køkken eller købe en ny bil. Men jeg har i stedet købt et år til at finde ud af, hvad jeg vil og til at være meget mere sammen med mine børn, og det overrasker mange, siger Louise Lisner.
De fleste har dog fortalt hende, at hun er modig, og at de ville ønske, at de selv kunne gøre det samme. Og Louise Lisner tror, at mange føler sig fanget i presset om at arbejde og gøre karriere hele livet.
- Er vi stressede, eller er vi bare forkælede? Skal vi have dårlig samvittighed over at arbejde eller over at lade være? Vi skal enten være med eller imod. Med 30 år tilbage på arbejdsmarkedet skal jeg nok nå det der med at arbejde. Men tiden med mine børn, den strækker sig ikke 30 år frem i tiden, siger hun.
Vi har selv et ansvar
Louise Lisner så gerne, at vi havde et langt mere fleksibelt arbejdsmarked, så for eksempel børnefamilier ikke skal have følelsen af, at man arbejder på bekostning af sine børn. Men det kræver også, at vi selv tager ansvar, stopper op og forholder os til vores egne valg, mener hun.
- Jeg ved godt, at det ikke er alle, der kan tage et år ud på den her måde, og jeg vil ikke lyde forkælet. Men vi kan måske alle skrue på nogle ting, tage en orlov, gå ned i timer og vælge den store bil eller det store hus fra, siger hun.
- Vi kan ikke altid vente på, at politikerne gør noget og må forholde os til, at vi har et valg. Lige nu stiller vi slet ikke spørgsmålstegn ved fortællingen om, at vi bare skal arbejde og arbejde, siger Louise Lisner.
Synd og skam
Arbejdsmarkedet er ifølge hende præget af et fremtids-tyranni, hvor alt for meget handler om udvikling, den næste mus-samtale, eller hvor man er om fem år. Det betyder, at man ikke stopper op og lever i nuet.
- Det er synd og skam, at det bliver set som useriøst at gå ned til 25 timer om ugen, hvis man har lyst til det og kan få det til at hænge sammen. Hvis jeg for tre år siden var gået ned på 30 timer om ugen, kunne jeg måske have haft det anderledes i dag, siger Louise Lisner.
Hun håber, at hendes debatindlæg kan være med til at sætte nogle tanker igang hos andre, der går med lignende overvejelser om, hvorvidt arbejdet nu også altid er det hele værd.