HVIS DU VAR ELLER ER ARBEJDSLØS, vil du så tage et arbejde, hvis du ikke bliver tvunget? Eller vil du lægge dig hjem på sofaen i alt evighed og passivt vente på, at din kontanthjælp eller dagpenge ryger ind på kontoen hver måned?
I Alternativet tror vi, at langt, langt de fleste gerne vil arbejde. Ikke kun for lønnens skyld, men også for at lære noget, for at have kolleger, for at skabe værdi, fordi det er interessant eller for at have noget at stå op til. Og vi tror ydermere på, at vi skal lovgive for flertallet ikke for en minoritet.
For ja, enkelte vil måske melde sig ud af samfundet og lægge sig hjem på den flade, hvis ikke de blev tvunget til at møde op på kommunen, til at søge et bestemt antal jobs, til at gå i aktivering og praktik og så videre.
MEN DET ER SÅ FÅ, at hvis vi lovgiver for at tvinge, kontrollere og administrere dem, så gør vi ledigheden til et mareridt for alle dem, der gerne vil. Og vi skaber en konflikt mellem samfundet og dets borgere. Mennesker, der bliver sat under tvang og kontrol har nemlig ofte den sunde reaktion at bekæmpe det system, der forsøger at tvinge og kontrollere dem. Alt imens de forsøger at finde et arbejde.
Ifølge internationale undersøgelser, så er vi verdensmestre i tillid i Danmark. Vi har tillid til hinanden og stiller vores kirsebær ubevogtede ud til vejen, og regner med at folk efterlader penge for dem. Vi er – tro det eller ej – det land i verden, hvor borgerne har mest tillid til staten. Alligevel har vi, midt i vores samfund, et beskæftigelsessystem, der er baseret på mistillid og tvang.
Selvom du har arbejdet og været skattebetaler i 25 år, så risikerer du lige nu at komme under administration, nærmest over natten, hvis du får en slem skade eller din arbejdsplads lukker.
Og sammen med administrationen følger skylden og skammen, for det er efterhånden lykkedes visse politikere og organisationer at bilde danskerne ind, at ledigheden er de lediges skyld. Denne kollektive udskamning af jobsøgende mennesker er en stor misforståelse, der i høj grad er skadelig for sammenhængskraften i et ellers ekstremt tillidsfuldt samfund.
ARBEJDSLØSHED er og bliver en iboende del af markedsøkonomien. Fuld beskæftigelse er et undtagelsesvist særsyn. Sidst vi så det var i 2008, hvor arbejdsløsheden var under 2%. Hvilket jo også er bevis for at folk gerne vil arbejde, hvis der er arbejde at få. Alle mand og kvinder hang i. Alle samfundsklasser, fra de resursestærke til de udsatte grupper – blev kvalificeret til og tog arbejde.
Som beskæftigelsesordfører i Alternativet foreslår jeg derfor, at vi indfører kontanthjælp uden modkrav. Det betyder, at vi giver de ledige mulighed for at sige et lille ord, der betyder alverden for deres mulighed for at tage ansvaret for deres eget liv. Nemlig ordet ”nej”.
Hvis vi giver ledige mulighed for at sige nej, så bliver vi nødt til at udvikle tilbud til støtte, hjælp og opkvalificering, der har så høj kvalitet, at folk tager imod dem – selvom de ikke bliver tvunget. Dermed vil det lille ord ”nej” vende hele beskæftigelsessystemet på hovedet. Og det giver de ledige muligheden for at tilbageerobre friheden og ansvaret for sit eget liv. At tage ejerskab og selv disponere over beslutninger over noget så vigtigt som arbejdslivet i ens egen tilværelse. Det betyder, at når de pågældende så siger ”ja”, så er det et ja, der ligger fri vilje bag. Et ja, der kommer ud af, at borgeren finder mening med det, vedkommende gør.
NOGLE HAR FREMFØRT, at det vil blive dyrt, hvis vi skal designe beskæftigelsessystemet sådan at tilbuddene giver mening for den enkelte. I mine øjne er det helt principielt ikke et gangbart modargument, idet det er pålagt ethvert velfærdssamfund at holde hånden under også dets dårligst stillede borgere.
Men også rent praktisk falder argumentet. Og det gør det, fordi vi lige nu kaster 4,6 milliarder kroner efter den tvang, kontrol og administration i beskæftigelsessystemet, som beviseligt ikke virker. Således viser nyere forskning, at beskæftigelsessystemet i 50 pct. af tilfældene står direkte i vejen for beskæftigelse. 50 pct. Jeg mener derfor, at argumentationspligten påhviler dem, der vil fastholde dette system, og egentlig ikke os, der taler for at skabe et andet.
JEG GØR DET alligevel gerne, fordi argumentationen er indlysende. Hvis vi indfører kontanthjælp uden modkrav, kan vi frigøre de eksisterende penge i system til at give kontanthjælpsmodtagerne den hjælp og støtte de har brug for. Det vil betyde, at vi kan give de næsten 59.000 kontanthjælpsmodtagere, som har sociale udfordringer eller fysiske og psykiske lidelser, der forhindrer dem i at tage et job, hjælp til at blive raske. Og derfra hjælp til at komme i arbejde. Og vi kan give de godt 25.000 jobparate kontanthjælpsmodtagere den hjælp, de måtte ønske til at komme ind på arbejdsmarkedet.
Og så vil kontanthjælp uden modkrav betyde, at sagsbehandlere og andet frontpersonale, som i dag administrerer og kontrollerer de ledige, blive frigjort til andre indsatser end at administrere de lediges liv. De vil således få mere tid og overskud til at hjælpe de ledige til at komme videre i deres liv på de lediges egne præmisser. Sagsbehandlerne og anden frontpersonale vil få friheden til faglighed tilbage, så de i sidste ende kan give friheden til eget liv tilbage til borgerne.
Så hvad kræves så egentlig for, at vi kommer i gang, når det nu ikke er finansiering? Tja, det kræver såmænd bare politisk enighed. Enighed om at vise tillid til også de ledige – ligesom vi viser tillid til alle andre.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.