»John lagde kvinderne ned på række – og drak som en rigtig mand. Æret være hans minde«
Den slags bemærkninger ved begravelsesmesser er den katolske kirke i Australien godt trætte af. Kirken har de seneste år oplevet flere og flere »upassende« mindeord fremsat af pårørende i forbindelse med begravelser, og nu indfører kirken et sæt retningslinjer for mindeordene.
»I ikke så få tilfælde er upassende bemærkninger om den afdødes tilbøjeligheder (drikkeevner, romantiske erobringer og så videre) eller om kirken (angreb på dens moralske lære) blevet fremsat ved begravelsesmesser,« skriver Australiens førende kardinal, George Pell, i retningslinjerne ifølge flere australske medier.
Kirken mener, at de kulørte mindeord ofte gør både præster, familie og menighed pinligt til mode. Samtidig taler venner og familie ifølge kardinalen ofte alt for længe om den afdøde i kirken. Derfor sætter kirken samtidig en tidsbegrænsning på fem minutter på mindedordene, som kun skal handle om »personens kvaliteter og tro«.
For fremtiden bør venner og familie aflevere en udskrift af mindeordene inden begravelsesmessen og få ordene læst igennem af præsten, så »upassende længde eller pinlige situationer kan undgås«, står der i retningslinjerne.
Venner, som insisterer på at nævne den afdødes evner på et lagen eller bedrifter i baren, opfordres til at gemme ordene til gravøllet eller til private mindehøjtideligheder.
Den katolske kirke er Australiens største kirke med omkring fem millioner medlemmer.