Præster er intolerante og reaktionære

Jeg er nok en af Hans Raun Iversens »religionsforskrækkede, kulturradikale sekularister«. Det vidste jeg ikke, før jeg læste Indblik i onsdagens Nyhedsavisen.
En kulturradikal sekularist blev jeg hurtigt, da jeg udvandrede fra USA til Danmark i 1961. Jeg oplevede for første gang, hvor dejligt det var at bo i et frit, ikkevoldeligt areligiøst samfund.
Religionsforskrækket blev jeg for første gang i en bar i udkanten af Atlanta, Georgia i 1958, da en mellemstor matros tog mig truende i kraven og spurgte: »Do you believe in Jesus?«.Inden jeg kunne svare ham, var den store græske bartender i gang med at ekspedere ham gennem luften ud af døren.
Mens jeg indtog mit øl, fortalte bartenderen, at hans far blev myrdet i Salomaniki i 1949 af de lokale facsister, der havde rottet sig sammen med kongehuset og byens gejstlige, der følte sig truet af de ugudelige socialister. I Danmark har man for længst distanceret sig fra Luthers støtte til de herskende tyske fyrsters nedslagtning af bønderne (1524-25).
Takket være den kulturradikale objektivitet i historisk forskning er danskerne nu endelig i gang med at slippe højskolemyten om Grundtvigs folkelighed.
Hans Raun Iversen mener, at personlige frihedsrettigheder og menneskerettigheder er en videreudvikling af religionsfriheden i Danmark. Han har nok ret. Men det er næppe holdbart at påstå, at demokratiske reformer og folkelige oprør (normalt) udgår fra religiøse samlingssteder.
Det er snarere omvendt. Præsterne har med deres ensidige, intolerante og reaktionære holdninger næsten altid gjort en stor indsats for at gå magthavernes ærinde og kvæle politiske reformer.
Når en fremragende teolog som Hans Raun Iversen fremhæver det modsatte, dukker min gamle religionsforskrækkelse op igen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.