Der blev ikke trampet særlig hårdt i postpedalerne i Odense C i går.
De 56 postbude, der deler post ud i centrum, havde ellers sagt, at de ville springe op på postcyklerne igen i morges, men på gårsdagens stormøde var budene fortsat uenige om, hvad de skal stille op med alt det overarbejde, som Post Danmark stiller dem i udsigt.
Derfor måtte beboere i centrum for anden dag i træk undvære deres breve.
»Men vi forventer at gå i arbejde igen i morgen, torsdag. Jeg ved godt, at jeg sagde det samme i går. Men nu tror jeg, at det er alvor,« siger fællestillidsrepræsentanten for postarbejderne, Karsten Jensen.
Postarbejderne er trætte af de voksende postbunker, der tvinger dem til at blive længere på postcyklen end aftalt med Post Danmark.
Postløst centrum
Ledelsen i Post Danmark beklager, at beboerne i postnummer 5000 tirsdag og onsdag stod uden post.
»Det er dybt uacceptabelt. I dag (onsdag, red.) kan folk ikke engang hente posten selv, da den ikke er blevet sorteret,« siger områdedirektøren Lars Kristensen.
Han forventer ligesom fællestillidsrepræsentanten, at postarbejderne er i gang igen i dag.
»De skal mødes klokken seks i morgen tidlig og så forventer jeg virkelig, at de går i gang igen. Ellers ved jeg ikke, hvad vi gør,« siger Lars Kristensen fra Post Danmark.
Arbejdsnedlæggelsen er ikke affødt af de aktuelle overenskomstforhandlinger. Budene vil blot have rene linjer for, hvordan man i Post Danmark tackler overarbejde.