Nyhedsavisens udsendte korrespondent.
NEW YORK: Hillary kan listen med navnene i søvne.
Ellen McCormack, Shirley Chisholm og Carol Moseley Braun. Tre store kvinder i amerikansk politik, der alle forsøgte.
Og tre kvinder, som hurtigt måtte erkende, at hverken tiden og de amerikanske vælgere var moden til at have en kvinde i Det Hvide Hus.
Men Hillary Rodham Clinton var anderledes. Hun kom med de rigtige venner, de rigtige penge, erfaring som tidligere præsidentfrue, popularitet som senator i New York – og hun havde i meningsmålingerne mere end dobbelt så høj tilslutning som sin nærmeste konkurrent.
Hillary gjorde det klart, at nu – lige nu – skulle historien ændres. Hun var klar. Amerika var klar.
»Og jeg er med i det her for at vinde,« sagde hun, da hun den 20. januar 2006 fortalte amerikanerne, at den næste præsident skulle tiltales 'Maddam' i stedet for 'Mister' – som var det eneste fællestræk for de foregående 43 præsidenter.
Vil ikke stoppe
Præcist 500 dage efter annonceringen står Hillary Clinton på et podium i New York i en blå spadseredragt. Flere end 40 tv-kameraer peger på hende. Det er tirsdag aften – for tre dage siden.
TV-stationerne CNN, ABC, FOX har mindre end en time tidligere udnævnt Barack Obama som samlet vinder. Og dermed også Hillary Clinton som samlet taber.
Alligevel smiler hun, og klapper begejstret, som om det er hende, der lige har sikret sejren. Pressen venter på, at hun anerkender nederlaget.
»Det har været en lang kampagne, og jeg vil ikke træffe nogen beslutning i aften,« siger hun så.
Hun holder tårerene tilbage, men de presser sig på. Hendes venner kommer på scenen og får kram. Hun klapper dem alle lidt for hårdt på skulderen, som for at sige »det går nok«. Efter talen skriver Hillary autografer og taler med sine fans. En kvinde med langt, lyst hår griber fat i hendes arm.
»Du må ikke give op, Hillary. Du kæmper for alle os kvinder. Hver eneste af os. Det gør du. Du må ikke give op,« siger hun.
Hillary smiler tilbage.
»Stryg min skjorte«
Der er mange bud på, hvorfor det gik galt for Hillary.
De færreste handler om hendes køn. Selvom mandchauvinismen har kigget frem adskillige gange under kampagnen. Måske mest kendt i form af manden, der under et skolemøde med Hillary i New Hampshire råbte »Stryg min skjorte!« og viste et stort gult skilt med samme tekst.
Hillary værdiget ham næsten ikke et blik, men sagde blot:
»Åh, resterne af sexisme – levende og har det åbenbart godt«.
Så klappede og piftede publikum i New Hampshire af begejstring.
Og de blev ved over hele landet. Hillary Clinton vandt flere af de store delstater: Pennsylvania, Ohio, Texas, Californien, New York og Florida for blot at nævne et par af de mest betydningsfulde.
Hver eneste gang, hun blev dømt ude, rejste hun videre til en ny stat, forklarede sine holdninger, talte med de lokale og gjorde indtryk.
Flere end fire gange lykkes det hende at lave et massivt comeback.
Gør man i dag stemmerne op på den mest anerkendte måde, så fik Hillary 13,403,104 og Obama 13,460,645. Altså en forskel på blot cirka 57.000 stemmer. En forskel på under en halv procent.
Bill i butikken
Hillary Clinton begik også fejl. Den unge, uprøvede, sorte senator Barack Obama stod mere end nogen anden for forandring, og alt for sent gik det op for Clinton-kampagnen, at amerikanerne mere end noget andet længtes efter forandring, nye toner og inspiration – og så blev Hillarys varemærke som den 'erfarne' kandidat pludselig et problem på stemmemarkedet.
Og så var der Bill.
Da han blev præsident for 16 år siden, var det en fast Washington-kommentar, at det var Hillary, der havde æren for sejren og var den kvikke i forholdet. Havde hun giftet sig med en anden mand, havde Bill Clinton stadig solgt benzin på tankstationen i Little Rock, Arkansas – og Hillary ville alligevel være blevet First Lady.
I primærvalgene blev Bill Clinton et problem. Han angreb Obama adskillige gange, og mange af kommentarerne blev tolket racistisk. Blandt andet da han sammenlignede Obamas sejre med den sorte kandidat Jesse Jacksons sejre i begyndelsen af 1980'erne.
»Jackson kørte en god kampagne. Og Obama kørte en god kampagne,« sagde han, og Hillary måtte undskylde den tidligere præsident og understrege, at han ikke forsøgte at nedgøre Obama.
»Vi har en kandidat«
Men måske døde valget allerede 6. maj.
Den dag var alt parat i Hillarys partihovedkvarter i Arlington. Medarbejderne havde bestilt mexikansk mad, mens de så Hillary Clinton på storskærmen direkte fra Indianapolis.
De drømte om endnu et kæmpe comeback, og meningsmålinger var gode. Men Hillary Clinton vandt kun med få stemmer staten Indiana og tabte voldsomt i North Carolina.
Og så var det en af mest respekterede politiske tv-mænd på tv sagde ordene, der siden er blevet afspillet igen og igen på amerikansk tv.
»Vi ved nu, hvem den demokratiske kandidat bliver – og ingen vil modsætte sig det,« sagde Tim Russert på tv-kanalen NBC.
Der lød et suk midt i den mexikanske mad, og valgkampen blev aldrig helt den samme igen.
Også selvom Clinton fortsatte kampen.
»Hun kunne acceptere, at hun tabte. Men hun kunne ikke acceptere, at hun måtte stoppe,« som en kilde tæt på Hillary Clinton fortalte avisen Washington Post forleden.
I morgen, lørdag, slutter det så.
Hillary Clinton vil holde en tale i Washington for sine nærmeste venner, støtter og demokrater og erkende nederlaget. Hendes valgkamp vil gå over i historien som beviset på, at USA nu endelig er parat til en kvindelig præsident.
Også selvom listen nu for en periode alligevel er udvidet. Nu hedder det Ellen McCormack, Shirley Chisholm, Carol Moseley Braun – og Hillary Clinton.
Fire kvinder, der alle forsøgte.
I december 2006 viste en meningsmåling, at 39 procent ville stemme på Hillary Clinton.
Barack Obama fik dengang kun 17 procent.