Politiet efterforsker en række skud, der onsdag aften blev affyret mod en bil på Helgehøj Allé i Høje-Taastrup. Det oplyser vagtchef ved Københavns Vestegns Politi Søren Enemark.
- Der var én person til stede i bilen, og han er ikke ramt. Han er lige nu til afhøring, siger vagtchefen omkring klokken et natten til torsdag.
- Vi ved ikke, hvor mange skud der er afgivet. Teknikerne arbejder stadig på stedet, tilføjer han.
Natten til torsdag pågår efterforskningen af skudepisoden fortsat.
Ifølge vagtchef Søren Enemark er det endnu for tidligt at sige, om hændelsen er banderelateret.
Til Ekstra Bladet fortalte vagtchef Brian Munch tidligere onsdag aften, at politiet "er i gang" ved Skats bygninger, der ligger på Helgehøj Allé.
/ritzau/