Nordjyllands Politi har lørdag aften anholdt og sigtet en 65-årig mand for at have voldtaget en 17-årig pige. Det skriver TV2 Nord.
Voldtægten skulle være begået i Nørresundby i forbindelse med en social sammenkomst i et lejlighedskompleks, hvor både offeret og den anholdte deltog.
Politiet modtog anmeldelsen lørdag formiddag.
Manden bliver lørdag aften afhørt af politiet, og det er uvist, hvordan han forholder sig til sigtelsen mod ham.
Ifølge Nordjyllands Politi kender de involverede hinanden, men de er ikke i familie.
/ritzau/