En dommer i København har torsdag varetægtsfængslet en 44-årig svensker i en sag om store mængder amfetamin.
Det er politiets opfattelse, at den sigtede 19. marts 2018 var i besiddelse af ikke under 62 kilo amfetamin på en adresse i Kastrup. Formålet var at sælge stofferne videre, hævdes det i sigtelsen.
Tilsyneladende blev stofferne gemt hos virksomheden Shurgard på Bjørnbaksvej 4, hvor brugerne kan leje opbevaringsplads.
Det er ikke klart, hvordan stofferne blev opbevaret, kun at de blev fundet på adressen klokken 18 den pågældende dag i marts.
Politiet mener, at den svenske mand var i ledtog med flere andre, herunder to mænd, der allerede blev fængslet tre dage efter fundet.
Det drejer sig om en 26-årig hollænder og en 43-årig svensker. De to blev fremstillet i et grundlovsforhør 22. marts og fængslet i 27 dage.
Retsmødet dengang fandt sted bag såkaldt dobbeltlukkede døre. Det vil sige, at end ikke sigtelsen blev frigivet til offentligheden. Efter alt at dømme sidder de to mænd fortsat fængslet.
I torsdagens retsmøde nøjedes dommeren med at fængsle den senest anholdte i seks dage. Manden ønskede ikke at udtale sig, men kærede fængslingen til landsretten i håbet om løsladelse.
I Danmark straffes narkokriminalitet forholdsvist hårdt sammenlignet med eksempelvis personfarlige forbrydelser.
I en sag om organiseret indsmugling og handel med 45 kilo hård narko blev ni mænd forleden idømt tilsammen 70 år og otte måneders fængsel ved Retten på Frederiksberg.
De hårdeste straffe tilfaldt to bagmænd fra Montenegro, der fik fængsel i henholdsvis 13 og 14 år.
Til sammenligning koster et drab som udgangspunkt 12 års fængsel.
/ritzau/