Sent fredag aften delte Det Hvide Hus endnu et AI-genereret billede med Grønland i centrum. Men hvor et tidligere opslag i januar – med det amerikanske flag malet henover Grønland – var med til at sætte ild til den diplomatiske uro om Grønland, har det nye billede fået en helt anden effekt.
Denne gang bliver Trump i stor stil gjort til grin.
Billedet, som Trump-administrationen har delt på sin officielle profil på X, viser Donald Trump gående side om side med en pingvin i et stort, hvidt snelandskab. Under den ene luffe bærer pingvinen et amerikansk flag, mens de to skikkelser bevæger sig mod et grønlandsk flag i horisonten.
Billedteksten lyder kort og godt: "Embrace the penguin" – som på dansk betyder: "Omfavn pingvinen".
Og det er især her, det begynder at skride. For pingviner lever som bekendt ikke på Grønland. og den detalje er bestemt ikke gået X-brugerne forbi.
Adskillige X-brugere gør opmærksom på fejlen, mens andre har svaret igen med AI-genererede videoer, hvor Trump bliver jagtet af en rasende isbjørn, der som bekendt er hjemmehørende på Grønland.
Også danske politikere har reageret på opslaget. EU-parlamentariker Stine Bosse skriver i et opslag natten til lørdag: "Dette må kaldes kunstig uintelligent", mens den konservative Rasmus Jarlov skriver: "Budskabet fra Det Hvide Hus er klart: Trump hører til i Grønland lige så meget som pingviner."