Med reformationen ophørte pilgrimsvandringer i Danmark, men inden for de seneste år er danskerne igen trukket i de hellige vandrestøvler.
Mens der ved årtusindskiftet ikke fandtes egentlige pilgrimsvandringer i Danmark, arrangeres der i dag mellem 60 og 70 om året, fortæller pilgrimspræst Elisabeth Lidell. Hun har taget orlov i to år, for at hellige sig arbejdet med pilgrimsvandringer i Danmark.
»I vores samfund er åndelighed blevet en mangelvare, og det er en af årsagerne til, at pilgrimsvandringer er blevet så populære,« siger hun.
»Tidligere er folk rejst til Østen og har for eksempel besøgt et kloster i Nepal. Nu vender de tilbage til rødderne herhjemme, fordi de mangler det kristne liv.«
Pilgrimsvandringerne i Danmark varer lige fra en eftermiddag til flere dage og ugers vandringer, men modsat de katolske pilgrimsrejser, vandres der ikke mod et helligt mål i Danmark.
»For mig er det processen, der er det vigtige. Det er ikke målet, men vejen der tæller. Vi lærer, mens vi bevæger os,« siger Elisabeth Lidell.
Undervejs på vandringerne bliver der talt om eksistentielle emner, og ofte er der en gudstjeneste i naturen.