Pia Kjærsgaard er ikke i tvivl om, at dagligdagen på Christiansborg er præget af valgkamp.
Tonen mellem folketingets medlemmer er skærpet.
I de seneste uger har der været tvisten mellem Pelle Dragsted (EL) og Kenneth Kristensen Berth (DF), Henrik Sass Larsens klage over Ekstra Bladet og så sent som i denne uge, skulle veteranen Mogens Lykketoft (S) også have gjort sig bemærket med en hård tone. Under en frokost på Christiansborg skulle han have sagt til Alternativets folketingsmedlem Pernille Schnoor "jeg vil gerne sige til dig, at hvis I laver den aftale, så slår jeg jer ihjel".
Pia Kjærsgaard opsummerer hændelserne kort og godt over for B.T.:
- Der er valgkamp. Lige netop på det her tidspunkt sker der ting, som ikke sker i vores normale hverdag. Derfor glæder vi os til, at det er overstået. Når først der er udskrevet valg, skal der kæmpes om mandaterne.
Pia Kjærsgaard vurderer samtidig, at når der bliver udskrevet folketingsvalg, vil det komme til at gå hårdt for sig:
- Jeg er ikke i tvivl om, at det bliver barskt. Men jeg håber da, at vi kan besinde os. Vi må godt gå hårdt til hinanden, men det skal være inde for rimelighedens grænser. Ellers tror jeg befolkningen bliver irriteret.
Pia Kjærsgaard og de fire øvrige medlemmer af Folketingets Præsidium skal nu se nærmere på en klage fra Pernille Schnoor over Mogens Lykketofts bemærkning.
Selv anser Mogens Lykketoft sin bemærkning for "munter" og skriver på Twitter: "Den eneste trussel mod Alternativet er vælgernes reaktion, hvis I holder Lars Løkkes sundhedsreform i live og lukker folkestyret i regionerne. Det vil gøre jer sårbare".
Der skal afholdes Folketingsvalg senest 17. juni.