Folketingsmedlem for Alternativet Pernille Schnoor klager til Folketingets Præsidium over Mogens Lykketoft (S).
Det siger hun til Ekstra Bladet.
Schnoor, der er tidligere socialdemokrat, føler sig stødt af en kommentar fra Lykketoft under en frokost i Folketinget torsdag.
- Hvis I indgår den aftale, slår jeg jer ihjel, sagde han til mig om forhandlingerne om sundhedsreformen, mens jeg sad alene og spiste frokost, skriver hun på Twitter.
Lykketoft kalder det en "munter bemærkning" på Twitter.
- Det var da helt utrolig, så alvorligt en munter bemærkning er blevet taget ned. Den eneste trussel mod Alternativet er vælgernes reaktion, hvis I holder Lars Løkkes sundhedsreform i live og lukker folkestyret i regionerne.
- Det vil gøre jer sårbare, skriver den tidligere socialdemokratiske formand og formand for Folketinget på Twitter.
Alternativet forhandler fortsat med regeringen om en sundhedsreform.
/ritzau/