Socialdemokraten Henrik Sass Larsen fortalte i DR's "Aftenshowet" onsdag, at han haft svært ved at gå ud og fortælle om, den depression han blev ramt af i efteråret.
Depressionen gjorde ham uarbejdsdygtig i det meste af to måneder, og han afviser ikke, at han anser det store mediepres som en medvirkende årsag til hans sindstilstand.
Mediepresset kom i høj grad fra Ekstra Bladet, som ønskede hans forklaring på, hvorfor han havde været fraværende i 4 af 11 møder hos statsrevisorerne. Et hverv han får 330.000 kroner for om året.
Depressionen og mediepresset har givet Henrik Sass Larsen redskaber til at bearbejde, det han kalder "menneskejagt". Samtidig sætter han grænser for, hvad han vil finde sig i.
- Jeg er blevet et mere sårbart menneske, for jeg ved godt, hvor ondt det gør, når de slår løs.
- Tidligere har jeg haft en facade og vist, at det ikke betyder noget, men det gør det. At være på forsiden af en formiddagsavis og skulle ringe til sin datters mor og fortælle, at hun skal følge hende i skole ad en anden vej, så hun ikke ser spisesedlerne, er hårdt og gør rigtig ondt, sagde Henrik Sass Larsen i "Aftenshowet".
Han er efter eget udsagn tilbage for fuld styrke, og afviser, at han burde have fortalt offentligheden om sin depression allerede i efteråret.
Minister-kandidat
Forløbet har ikke svækket Henrik Sass Larsens position i partiet. Således har partiformand og statsministerkandidat Mette Frederiksen meldt ud, at han fortsat er kandidat til en ministerpost, hvis Socialdemokratiet kommer til magten ved det kommende folketingsvalg.
Medhold i klage
Socialdemokratiet og Henrik Sass Larsen har fået medhold i en klage til Folketingets Præsidium over Ekstra Bladets journalister. Partiet klagede over at "Ekstra Bladets journalister igennem en periode har forsøgt at kontakte MF (medlem af Folketinget, red.) Henrik Sass Larsen på en måde, der strider mod ordensreglerne for pressen på Christiansborg".
I den anledning understregede Folketingets formand, Pia Kjærsgaard (DF), at Ekstra Bladets journalister, ligesom alle andre journalister, der arbejder i Folketinget, skal overholde de regler, som er aftalt mellem Folketinget og Folketingets presseloge om journalistisk arbejde på Christiansborg.