Politiets Efterretningstjeneste dropper arbejdet med at afsløre de værste gangstere.
Den alvorligste organiserede kriminalitet skal ikke længere være et arbejdsområde for PET.
Opgaven skubbes nu tilbage til det almindelige politi, fremgår det af et lovudkast fra justitsminister Søren Pind (V).
Manøvren er en kolbøtte i forhold til en beslutning, som blev taget for ti år siden.
Dengang vakte det stor diskussion, da PET overtog 160 medarbejdere fra det åbne politi og skulle til at opklare de vanskeligste sager om organiseret kriminalitet.
Men nu er det altså slut.
Tilsyneladende har det ikke været en ubetinget succes at lade det hemmelige politi deltage i efterforskning af store sager om narko, våben og andet.
I hvert fald skriver Justitsministeriet i bemærkningerne til lovudkastet, at man ønsker at undgå dobbeltarbejde i PET og det øvrige politi.
Der er "betydelige overlap og grænseflader" mellem de opgaver, som PET og det åbne politi varetager, bliver det fastslået.
Desuden vil ændringen sikre "en bedre arbejdsdeling mellem PET og det øvrige politi," hedder det.
I 2006 sagde den daværende chef i Nationalt Efterforskningscenter i Rigspolitiet, at det var en "historisk chance", at PET nu skulle gå efter grov, organiseret kriminalitet.
PET havde brug for dygtige efterforskere, hed det.
Desuden blev der argumenteret med, at der var forbindelser mellem nogle almindelige kriminelle og ekstremister.
- Vi har opdaget, at der er visse kontakter mellem de radikale miljøer og de stærkt kriminelle miljøer, sagde den daværende chefkriminalinspektør Troels Ørting Jørgensen.
I perioden har PET blandt andet efterforsket et stort våbenkup mod kasernen i Antvorskov.
Desuden brugte PET i næsten to år agenter i en en storstilet efterforskning af smugleri af kokain og hash.
I den sag blev to mænd i foråret idømt fængsel i ti og fem år. Men de blev frifundet for anklagen om at ville sejle et halvt ton kokain fra Sydamerika til Europa.
/ritzau/