EU-stoffet skal hos De Konservative fremover ligge hos forhenværende udenrigsminister Per Stig Møller.
Det har folketingsgruppen afgjort efter sit sommergruppemøde.
Hidtil har partileder Lars Barfoed og Per Stigs afløser som udenrigsminister, Lene Espersen, repræsenteret partiet i Folketingets Europaudvalg.
Nu bliver Lene Espersen undervisningsordfører fra Folketingets åbning 5. oktober i stedet for Vivi Kier. Til gengæld bliver Vivi Kier fra samme dato fødevareordfører med undtagelse af fiskeri.
Her skal Lene Espersen fortsat forfægte De Konservative synspunkter i fiskerikrigen mellem EU og Færøerne, som ensidigt har hævet fiskekvoterne. Til gengæld har EU forbudt færøske skibe at lande sild og makrel i EU's havne inklusiv de danske.
/ritzau/