Krig er død. For en nation som den danske, der gik igennem to verdenskrige og et halvt århundredes kold krig uden synderlige tab, er det en erkendelse, vi først i disse år gør os.

Vi har været heldige.

Trods indsats i Bosnien, Kosovo, Irak og Afghanistan - samt andre steder på kloden siden Europas forvandling i 1989 - har relativt få danske soldater mistet livet. Tak for det. Men det er som om, vort held er ved at høre op.

I går blev det hidtil mest alvorlige angreb mod danske styrker sat ind i det sydlige Irak. Mindst én blev dræbt og fem såret. Angrebet sker kun få dage efter, at en dansk soldat mistede livet i kamp i Afghanistan.

Som nation må - og skal - vi bære disse ofre. Danmark har, og det er sket med bred politisk støtte, siden begyndelsen af 90 erne valgt at føre en aktivistisk udenrigspolitik, hvor vi i samarbejde med vores allierede sætter magt bag vores politik.

Visdommen i krigen mod Irak er, med god grund, bragt i tvivl . Men i tvivl om det rigtige i at bidrage, at yde vores, at sætte danske soldaters liv på spil i en større sags tjeneste - må vi aldrig igen komme. Tøsedrengepolitikken forud for Anden Verdenskrig og Socialdemokraternes skammelige fodnotepolitik under Den Kolde Krig er mørke kapitler i vort land historier. Under Anden Verdenskrig mistede ikke mindst unge amerikanske soldater livet i titusindtal for at befri Europa - og vi skylder i al fremtid både os selv og de, der har mistet livet for vores skyld, at vi nu viser os parate til at forsvare os selv og de værdier, vi tror på.

Det eneste, der kan lindre tabet af en dræbt søn eller datter, er troen på, at han eller hun gjorde en forskel.

For de pårørende til dræbte soldater må det være forfærdeligt, at regeringen har besluttet at trække danske soldater ud af Irak og samtidig lytte til regeringens skammelige forsøg på at bilde befolkningen ind at situationen i Irak er stabil.

Det er løgn. Aldrig har situationen været værre. Fra 1. august er de danske soldater trukket ud af Irak - og vi efterlader et ødelagt land i dyb kaos.

Tilbage i Danmark sidder pårørende til de dræbte og de sårede formentlig med én ødelæggende følelse: At det ikke var umagen værd.

At de døde forgæves.