Lyden og duften af en god bøf, der simrer på grillen er for mange ensbetydende med dansk sommer.
Men det kan hurtigt ende med at betyde en forkortet grillfest og kø til toilettet. Hygiejne-farerne lurer ved kuglegrillen.
"?Vi oplever hver sommer i grillsæsonen, at særligt mange mennesker bliver syge af campylobacter-bakterier, fordi det ofte glipper med hygiejnen, når vi griller udenfor," fortæller Justin Ajufo fra Fødevarestyrelsen på styrelsens hjemmeside.
Den dårlige hygiejne udsætter menneskerne for campylobacter-bakterier, der giver rumlen i maven og udløser diarré og opkast.
"Sidste år blev omkring 4.000 syge af campylobacter i Danmark, men tallet er sandsynligvis 10-20 gange højere, fordi mange ikke går til lægen," siger Justin Ajufo.
Et par enkelte dråber råt kødsaft fra en bøf på et salatblad er nok til at gøre did syg. Derfor opfordrer Fødevarestyrelsen til at man følger tre simple råd, når man smider kød på kullene.
Brug to fade - ét til råt og ét til stegt kød.
Brug to grilltænger - én til råt og én til stegt kød.
Vask hænder, når du har rørt ved råt kød.
Så skulle grillsæsonen kunne gennemføres på sikker vis.
Kilde: Fødevarestyrelsen