Partneren til den The Guardian-journalist, som var med til at afsløre USA's omfattende elektroniske overvågningsprogram, blev søndag tilbageholdt i Londons lufthavn Heathrow i adskillige timer.
David Miranda, som er gift med den amerikanske journalist Glenn Greenwald, blev stoppet, da han var på vej til parrets hjem i Rio de Janeiro.
Glenn Greenwald var en af de første til at offentliggøre de tusindvis af hemmelige dokumenter, som han havde modtaget fra den amerikanske whistleblower Edward Snowden.
The Guardian-journalistens partner blev forhørt i ni timer og fik konfiskeret både mobiltelefon, computer, kamera, USB-nøgler, DVD'er og spillekonsoller, lyder det fra den britiske avis.
- Vi kræver omgående en forklaring fra de britiske myndigheder, siger en talsmand fra The Guardian.
Både Amnesty International og de brasilianske myndigheder er også stærkt kritiske over for tilbageholdelsen af David Miranda. Brasilien forlanger nu, at USA kommer med en forklaring på hændelsen.
Den tidligere efterretningsmand Edward Snowden, som arbejdede for National Security Agency (NSA), modtog 1. august et års asyl i Rusland.
Han havde opholdt sig i transitområdet i Moskvas internationale lufthavn i flere uger af frygt for at blive udleveret til retsforfølgelse i USA.
De amerikanske myndigheder beskylder Snowden for spionage, efter at han har afsløret fortrolige detaljer omkring USA's verdensomspændende overvågningsprogram Prism.
/ritzau/AFP