Af Bettina Post, Næstformand i Dansk Socialrådgiverforening

Det er ikke tilfældigt, at det er socialrådgiverne, som protesterer højest over 300-timers reglen. Det er nemlig os, som skal eksekvere den, og os som kender dens fulde konsekvenser – hvilket min modskribent tydeligvis ikke gør. Socialrådgiverne er helt enige i, at alle, som kan arbejde, skal arbejde.

Ethvert ansættelsesforhold består dog af både en arbejdstager og en arbejdsgiver. Vores daglige indsats består i høj grad i at give en hjælpende hånd til dem, som ingen arbejdsgivere vil ansætte, fordi de mangler de mest basale kompetencer. En del af dem, som således er i gang med særligt tilrettelagte projekter, virksomhedspraktik, ansættelse med løntilskud og intensiv danskundervisning, har netop mistet halvdelen af deres forsørgelsesgrundlag.

Det er både urimeligt og dybt uhensigtsmæssigt. Disse ledige straffes for, at ingen vil ansætte dem, mens de gør, hvad de kan for at blive en mere attraktiv arbejdskraft. Derudover har den af ægtefællerne, som mister kontanthjælpen (oftest hustruen), ikke længere pligt til at deltage i de beskæftigelsesfremmende foranstaltninger, hvorfor hun formentlig vil holde sig hjemme.

Endelig ligger disse familiers månedlige rådighedsbeløb cirka 3.500 kroner under det niveau, som er minimum for andre danskere før inddrivelse af forfalden gæld. Det er den direkte vej ud i økonomisk og social røvtur. Det er der sgu hverken job eller integration i!