Hvordan slipper vi af med de andre
Inst: Anders Rønnov Klarlund

København er blevet til en pæn by i provinsen. Det ved enhver, der har et ben i hver lejr. Velfriseret, velsoigneret, velfungerende. Søde mennesker, plads til hinanden og overskud i overflod. Vi har så meget overskud – økonomisk og menneskeligt – at vi ligefrem forsøger, at gøre det skæve og utilpassede en del af loven for at bevare det.

Der skal være plads til alle og medmenneskeligheden er uendelig, Og så alligevel slet ikke. Blandt alt vores pesto, Stelton og brunch ligger en intoleranrence og en konstant smerte i røven over alle, der er nasser på samfundet.

Det synes at være det tema instruktøren Anders Rønnov Klarlund har taget under ukærlig behandling i filmen ’Hvordan vi slipper af med de andre’.

Handlingen er enkel og absurd. For at sikre nationens fortsatte overlevelse, har regeringen indført De Nye Københavner Kriterier, som eliminerer de borgere, der har modtaget mere af samfundet end de har ydet.

Det betyder at 26 procent af befolkningen er blevet interneret og venter på henrettelse. Her møder vi en gruppe, der venter på at komme ind til samtalen, som skal afgøre om de tilhører gruppen, der skal henrettes.

Lad os gøre det

En af filmens genialiteter ligger i hvem ’de andre’ er. Det er nemlig ikke indvandrerne, der ville være letteste at sparke på. Det er den forurettede socialgruppe, som alle os med rige jyske forældre har skubbet væk fra broerne og ud på det ydre Amager og i Sydhavnen. Socialgruppe fem og samfundets snyltere.

Alkoholikerne, småsvindlere og de uduelige kunstnere. Og det sjoveste ved filmen – eller skulle man sige det mest skræmmende – er, at disse mennesker virkelig ér møgirriterende usympatiske nassere. Jeg tog mig selv i at købe ideen. Ja, lad os gøre det. Alle disse velfærdsfede forurettede samfundsnassere som velfærdsamfundet ikke lader tabe. Ud med dem. Og så sank jeg en klump.

Ideen er morsom, men kan det bære en hel spillefilm? Ikke rigtigt. Skuespillerne gør det ellers glimrende – særligt gamle kendinge som Søren Pilmark, der er lejrens forhørsleder, Tommy Kenter, som uduelig kunstner, Poul Glargaard som bordelejer og Søren Fauli, som i virkeligheden er filmens mest usympatiske figur, som selvretfærdig socialdemokrat.

Men selve handlingstråden er svær at finde. Vi bliver ikke rigtig overbevist om, at dette virkelig kunne forekomme (det er nok alligevel for meget at lægge vores regering til last), og scenariet er så absurd, at det ikke er muligt føle noget for nogen af disse mennesker.

Måske ville denne samfundsatire egne sig bedre som kortfilm eller som teaterstykke. Der er scener i filmen, der ikke er set sjovere i dansk film i mange år, og ideen er fantastisk. Men en egentlig film er det svært at tale om.

Der til er den simpelthen for ufokusseret i sin historie. Tilgengæld skal der stor applaus for at turde at lave noget nyt på dansk. For at lave noget, så langt ude og så grotesk. Tak for det.