Dette er en klumme og udtryk for skribentens holdning
Her i mit område stiller Jesper Petersen (S) og Hans Christian Schmidt (V) op. De sidder allerede i Folketinget, så jeg har været i dialog med dem, om de uhyrligheder vi som naboer til Fighter Wing Skrydstrup udsættes for. Både nu, men også med udsigten til nogle betydelig mere larmende kampfly end dem vi har nu.
Det er min oplevelse, at de begge ser problemerne, men ikke formår at ændre på noget som helst. Og det endda selv om det handler om støj, der er direkte sundhedsskadelig.
Så det nytter altså ikke noget at stemme lokalt – jeg fristes endda til at sige, at det er stemmespild at stemme på lokale kandidater, som siger de vil arbejde på at ændre på forhold, som dem jeg beskriver, og så ikke formår de ikke at løfte opgaven.
I øvrigt skyldes de vanvittige forhold, vi som naboer til Fighter Wing Skrydstrup oplever, et forlig, hvor både Socialdemokratiet og Venstre er forligsparter. Og i det lys kunne det være fristende at placere krydset på stemmesedlen på et af de to partier i håbet om, at de vil genåbne eller udtræde af forliget. Men det gør de ikke. De har haft alle muligheder i mere end to år.
Ingen kan undslå sig
For halvandet år siden proklamerede den konservative Niels Flemming Hansen, at han ville gå til ministeren for at få genforhandlet forliget. Og jeg fik personlige tilkendegivelser på, at det var et ønske, der blev støttet af Venstre og Danske Folkeparti, men det skete bare ikke.
Jeg har overfor forsvarsordførerne blandt forligspaterne i det forlig, der skal kompensere naboerne til den Sønderjyske flyvestation, påpeget direkte fejl og uforståeligheder. Det gælder de Radikale, Konservativt Folkeparti, Venstre, Socialdemokratiet, Liberal Alliance og Danske Folkeparti, så ingen kan undslå sig med, at de ikke vidste noget. Og jeg har altid tilkendegivet, at min dør står åben, hvis nogen vil have noget uddybet.
Nu er det uhyrligheder som er så grelle, at folk jeg taler med ryster på hovedet, så man skulle tro, at et vidende menneske som forsvarsminister Morten Bødskov også ville kunne se problemerne. Men selv om jeg har informeret ham, så får det ham ikke en gang til at kontakte mig, for at tage en dialog om problemerne.
Så alt i alt, det nytter ikke at stemme lokalt og i den konkrete sag kan du heller ikke heller ikke have tillid til de andre partier i forliget. Spørgsmålet er, om du tør tage chancen og stemme på dem alligevel.
Morten Andersen er forfatter og bosiddende i Vojens Foto: Privat