Sundhedsplatformen er det dyreste it-projekt i dansk sundhedsvæsens historie, og implementeringen af systemet i Region Hovedstaden og Region Sjælland har fået meget kritik.
Søndag skriver Politiken, at flere læger på sjællandske sygehuse har oplevet, at vigtige svar på prøver ikke når elektronisk frem via det nye it-system.
Få overblikket over forløbet med Sundhedsplatformen her:
* 21. maj 2016 går Sundhedsplatformen i luften på Herlev og Gentofte Hospital, hvor man implementerede systemet fra den ene dag til den anden.
* En uge efter pibler kritik frem fra forskellige dele af sundhedspersonalet, fordi det nye it-system er præget af børnesygdomme. Overlægerne mener, at det forsinker deres arbejde.
* Sundhedsstyrelsen beder Styrelsen for Patientsikkerhed om at gå ind i sagen.
* 10. juni 2016 vælger Styrelsen for Patientsikkerhed at følge sagen nøje, men griber ikke ind over for regionen.
* 4. november 2016 skriver Ekstra Bladet, at registreringen af kræftpatienter på Herlev og Gentofte Hospitaler er mangelfuld på grund af Sundhedsplatformen.
Omkring 200 færre kræftpatienter er blevet registreret i 2. kvartal i forhold til 1. kvartal.
* 5. november rulles Sundhedsplatformen ud på Rigshospitalet.
* 11. april 2017 skriver Politiken, at en fejl i Region Hovedstadens nye Sundhedsplatform har betydet, at 50 patienter har fået udskrevet medicin i forkerte doser i en kortere eller længere periode i marts.
* 17. april 2017 skriver Politiken, at Rigshospitalet i København ikke længere kan tilbyde kvinder med brystkræft at blive behandlet inden for den tidsgrænse, som ellers er fastsat i de nationale kræftpakker.
* 10. maj 2017 viser en redegørelse fra Herlev og Gentofte Hospital samt Rigshospitalet, at der fortsat er store problemer med it-systemet.
* 2. juli 2017 skriver Politiken, at kontrollen af, om kræftpatienter bliver behandlet til tiden i Region Hovedstaden, reelt er brudt sammen.
I de første tre måneder af 2017 har Region Hovedstaden eksempelvis kun registreret 505 forløb med kræftpatienter. Normalt bliver der i den periode behandlet omkring 1200 patienter.
* 3. juli 2017 kalder sundhedsminister Ellan Trane Nørby (V) det "alvorligt" og "uacceptabelt for patienterne", at der mangler overblik over kræftpatienterne i regionen. Hun kræver svar fra regionen.
* 8. juli 2017 erkender regionsformand i Hovedstaden Sophie Hæstorp Andersen (S) over for Politiken, at regionens syn på Sundhedsplatformen har været for "rosenrødt".
* 18. august 2017 meddelelser Region Syddanmark, at man ikke vil indføre Sundhedsplatformen. Amerikanske Epic, der står for Sundhedsplatformen sammen med danske NNIT, er fravalgt som leverandør.
* 8. november 2017 meddeler Rigsrevisionen, at den starter en fuld undersøgelse af Sundhedsplatformen.
* 25. november 2017 indføres Sundhedsplatformen i Region Sjælland.
Kilder: BT, DR, Ritzau, Politiken, Region Hovedstaden og Ekstra Bladet.
/ritzau/