Mandag er forhandlingerne om en overenskomst til de ansatte i den kommunale sektor brudt sammen.
Dermed er der stilstand på to ud af tre fronter af forhandlinger om en overenskomst til de offentlige ansatte. Her er et overblik over, hvordan forhandlingerne ser ud fordelt på de tre sektorer:
* Staten: Brudt sammen.
Torsdag skal forligsmanden mødes med Flemming Vinther fra Centralorganisationernes Fællesudvalg og statens repræsentanter.
En central knast er lønstigninger. Lønmodtagerne ønsker en lønstigning, der afspejler, at dansk økonomi er i bedring.
Modsat mener staten, at offentligt ansatte fik for høje lønstigninger under finanskrisen fra 2008, og derfor har et efterslæb.
* Regionerne: Vanskelige udsigter.
Sammenbruddet på statens område betyder, at det ser tilsvarende vanskeligt ud på regionernes område.
Sådan lød vurderingen fra Grete Christensen, der er formand for sygeplejerskernes fagforening, DSR, lørdag.
Der forhandles tirsdag.
* Kommunerne: Brudt sammen.
Mod tradition forsøgte parterne på det kommunale område at lande en aftale først. Mandag måtte de give op.
Igen er der uenighed om, hvor stor en pose penge, der skal være til løn.
Derudover kræver lønmodtagerne, at der er "realitetsforhandlinger" om lærernes arbejdstid, før de kollektivt kan indgå en aftale.
Siden 2013 har området været reguleret af et lovindgreb og ikke en overenskomst. Derfor kræver lønmodtagerne en aftale, der kan tage områdets regler tilbage til arbejdsmarkedets parter.
Ifølge lønmodtagerne har kommunerne forsøgt at få en generel aftale på plads på en måde, så de andre faggrupper står uden mulighed for at være solidariske med lærerne i tilfælde af en konflikt.
* Vigtige datoer:
Onsdag er der deadline for varsling af enten lockout, hvor arbejdsgiverne sender de ansatte hjem, eller strejke, hvor lønmodtagerne nægter at arbejde.
En sådan strejke eller lockout vil træde i kraft 1. april. Det er på det tidspunkt, at de nuværende overenskomster udløber.
Kilder: Ritzau og FOA-formand Dennis Christensen.
/ritzau/